fredag den 27. november 2009


Forårsgry

Jeg så dig i nat, i din bane over himlens mørke bue, jeg så dig smile lykkeligt over horisonten, jeg mærkede dig som var du endnu her i min favn, i drømmen tabte jeg mine sidste lænker og som dengang lo vi hjerteligt sammen i månelyset.
Fra mit dybe savn så jeg dig flakse om i morgenlyset under det gamle egetræ, og jeg prøvede som i drømmen at nå din bløde hud, men forgæves, du dansede som en søndenvind omkring mig.

Jeg springer ud i det gryende forår og danser om i klitterne, mærker blæsten lege med min sjæl. Lige så let som humlebien, lader jeg mig føre med, og glemmer rent både drømmen og savnet. I det samme vandrer solen over bakketoppene I det fjerne.

Jeg går langs stranden og lægger planer for sommeren.

Natheksen

Natheksen står ved min seng, siger jeg ikke må sove.
”For trolde dæmoner og bæster, står klar og ligger på lur”
så løfter jeg hovedet fra puden og famlende finder mit lys, men før jeg får strøget en tændstik, så er madammen væk.
Først kigger jeg under sengen, så i mit kosteskab, jeg leder forvirret og roder, giver op og sætter mig ned.
”Hvad skete der lige her? Sov jeg mon allerede? var der en heks ved min seng?”
Nu hører jeg mystiske lyde under mit køkkengulv, jeg kravler på alle fire med samtlige sanser på spring. Så mærker jeg til min skræk, at heksen har sat sig til rette, på min ryg som var hun en jockey, og jeg hendes vilde hingst. Så fare vi rundt i huset, møblerne vælter om kuld, hun flår i mit hår og hyler, jeg skriger i smerte og angst.
Og endelig er det ovre, jeg vågner fortumlet og ør, ligger på gulvet i stuen, og tænker "jeg er blevet skør".

De ved ikke bedre

Fredag aften i gågaden, min smukke veninde og mig, vi kan lide at se på vinduer, rose og nedrakke, eller bare beundre og drømme.
Maria er smuk, sort som ravnens skinnende fjer, med mørke øjne der stråler, som diamanterne fra hendes højt elskede moderland. For ikke at nævne alt det indvendige.
I det lille vindfang ved Føtex tager vi en pause, og en smøg, vi smiler med glæde til andre forbipasserende ”vindueskiggere”
Kulden rammer os mere gennemborende nu da vi står stille, Maria gyser og siger,
”fuck hvor er det koldt, jeg fryser som bare …”
I det samme går en mand forbi, kigger på os og siger,
”Så skrid da hjem og pluk bananer, skide abetøs”
Vi tager hinanden under armen, går stumme videre, får ikke set flere vinduer.
For enden af gaden kysser hun min kind, rød og varm trods kulden, mens hun hvisker,
”Tag dig ikke af dem, de ved ikke bedre”

En flyvende vals

Så du mig, da jeg fløj forbi dit vindue i nat, jeg så et lille glimt af dine drømme. Jeg så at også du kunne græde, og jeg fik lyst til at byde dig op til endnu en flyvende vals.
Men da så jeg også tydeligt at mine drømme ikke er dine. Så nu bliver jeg ved jorden med mine flyvske drømme, og letter først igen, når jeg ser dig flyve forbi mit vindue en nat.