Vores mål det er os to

Du skal bare sige til
så løber jeg med
ud over vidderne i nat
månetegn og bjergkrystaller
jeg har tjekket det hele
alle soltegn siger det samme
der er intet som kan vælte os to

Lad os løbe de truende skyer over ende
lad os blæse det hele en hat fuld
denne nat kan det ikke briste
det kan kun bærer
der er et tegn i alle hjerter
intet kan ende uafgjort i nat
for vores mål det er os to

Casanova ulven

”Det er for at jeg bedre kan høre dine søde ord” siger jeg og indrømmer, i mit langt fra stille sind, at jeg er en forbandet løgnhals. (mine store røde øre skyldes at jeg kun er halvt med her i din fristende elskovsrede)

”Det er for at jeg bedre kan se ind i din smukke sjæl” siger jeg og tænker, at har man først løjet en gang, kan det vel ikke være så slemt anden gang.
(mine store øjne, skyldes min forbavselse over min egen tilbagevendende dumhed)

”Det er for at jeg bedre kan spise dig med hud og hår” siger jeg, og er glad for chancen, for i det mindste at være ærlig en enkel gang, denne nat.
(min store mund gengælder dine hede kys og jeg kæmper en forgæves kamp, for at glemme hende)

Hjemmestrikket skyer

Jeg elsker at lulle mig ind i dine smukke røde drømme, elsker at svæve med dig på hjemmestrikket skyer. Nyder når du aer min nakke, og kærligt kysser min kind. Jeg bliver vild når du smiler dit allerdejligste smil.
Når du hvisker i mit øre ”Min skat du er en engel” så smiler jeg saligt, kysser dine søde læber. Og tysser på mit kobbel af indre svinehunde.

Hemmelig Agent

Det alt for svært at spille fremmed over for dig, næsten umuligt ikke at tage dig om livet, når vi går ved siden af hinanden. Det er slet ikke så sjovt, at være hemmelig agent i dit kærlighedsliv, når jeg bliver liderlig, bare ved at se dig på afstand.

Spor

Perronen ligger øde under mig, dagens første tog lader mig vente, kulden holder mig fanget, og du lader mig tænke.

Jeg er tilbage i sort, en krøllet rød cecilpakke daler i skæret fra reklameskiltets blå lys.

Jeg rejste langt i nat, fra din seng og dybt ind i mig selv.
Sporene peger udad, og langt, langt inde i tågen anes morgendagen.

Stand by your man

Jeg mødte engang en mand, han var nok lidt mere end almindelig sær, han kunne lide at sidde med fødderne i sand, og lade det løbe ud og ind imellem sine tæer.
Han sagde ikke noget i mange lange år, han kiggede bare ud på horisontens bue, imens han slog en rytme på sit ene lår. Jeg gik forbi ham dagligt i uge efter uge.

Hans kone var en ganske almindelig kløgtig kvinde, hun sagde tit til mig ”Min mand er blevet gal” Jeg stoppede ofte op, og fik en snak med hende, hun var, vil jeg da mene, nærmest helt normal.

Men han var kugleskør, han sad jo bare der, i dage uden at snakke, han søgte aldrig ly, med sand og knuste skaller imellem sine tæer. Når det regnede måtte hun stå med paraply.

___________
“Sometimes it’s hard to be a woman
giving all your love to just one man
you’ll have bad times
and he'll have good times
Doing things that you don't understand”
(Tammy Wynette)

Kold & hjerteløs

I nat gik jeg op på højen, og flåede mit hjerte ud. Jeg smed det rent ud sagt ad helvede til, så nu håber jeg ikke at du ombestemmer dig.
Det ligger oppe på månen, lige så ensomt som det har været siden du rejste.
Jeg har det fint nu, kold og hjerteløs.

Solgul og orange

”Der kommer sne” siger de, men du er rejst mod syd. Og jeg visker dine sidste ord væk fra mine sorte vægge, da jeg fjernede gardinerne smilede solen svagt ind.
Skyerne er bare til pynt i dag og det blå virker nymalet. I går var det forår, men jeg bærer vinteren ud i dag.
”Glem mig” sagde du og jeg husker alt hvad vi så.
Vi rejste sammen fra min seng den sidste morgen.
”Se de svaner” sagde du og pegede ”er de ægte?”
”Ja” svarede jeg med smil og malede vingerne hvide.
Nu maler du mine tanker i solgul og orange, jeg vælger at gå alene til søen bag skoven i dag, vil kvitte mine tanker men beholde dine farver.
Som jeg har det i dag er det okay at være brugt, savnet føles rigtig, som tørt ved på et uddøende bål. Her fra bænken glæder jeg mig til rester af livet.

Berlin

Uger i Berlin, du var altid præcis, hoppende så yndefuldt under gadelygtens skær. Kvalte altid min undskyldning med et kys og dit:
”Det gør slet ikke noget søde skat, her er smukt at vente”
Hånd i hånd gik vi, gader nedslidte, butiksruder papirstynde.
”Tysklands måne ligner vores” sagde du, og dansede op på hver en trappesten,
”Grib mig” råbte du midt i et spring.
Blinde af kærlighed og elskovssyge, løb vi ad stille gader til vores hotel. Nat efter nat, under månens altid gule undren.

Maleri

Du tog et fast tag i mig, og rev mig ud af mit grænseland, det bekvemme sted, hvorfra jeg kunne overskue både drøm og virkelighed.
Stolt viste du mig rundt og frem, jeg var din sagde du, lod mig i samme håndbevægelse vide, at du aldrig blev min.

Nu piller jeg stumper ud af drømmen, og kæmper febrilsk med at passe dem ind, i dit smukke kolde maleri af virkeligheden.

”Jeg er hjemme klokken fem” sagde du.
Nu spekulerer jeg på hvor jeg vil være til den tid.

Nattens leg hænger i mit smil

Som en nørdet låsesmed bærer jeg din nøgle om halsen, den store kastanje i din have drysser drømme i mit syn, vejen fra dit hus er belagt med hjerteguld.
Nattens leg hænger i mit smil, jeg danser på lette ben gennem byens gader. Hos en kone på torvet køber jeg nyudsprungne liljer, deler dem lykkeligt ud, blandt morgentrætte rejsende på banegården.

I togets bløde sæde, kæmper jeg for ikke at sove, vil hellere blive i mine tanker.

Hjemme igen, og dog


Nu forsvinder nattens sidste mørke over tagryggene, kun katten og jeg har endnu øjne. Nu vågner byen under os, som en bjørn efter sit vinterhi, strækker den sine stive lemmer ud mod polerne. Sulten og fuld af længsel rejser den sig og puster gadelygter ud, så langt øjet rækker, ser jeg livet tage form.

Men jeg er ikke rigtigt med, hænger stadigvæk der oppe over Atlanterhavet et sted, med dine dufte, og din smag over alle mine sanser.

Jeg fandt et af dine lange sorte hår, da jeg pakkede kufferten ud i aftes, nu hænger det i min drømmefanger over sengen.
Jeg længes efter de pulserende nætter i din grådige favn, mine skuldre er endnu mærket af dine sidste rifter, en sødmefuld smerte som jeg bærer med glæde.

Katten vil have mere kærlighed, med kløerne i mit lår, trækker den mig ned på jorden, jeg sidder på gulvet, og klør den mellem ørene, saligt lukker den sine øjne, og spinder sig i søvn på mit knæ.

Jeg var inde og lure på digte.dk i nat, hvor har jeg dog savnet dem, disse vidunderlige poeter og deres skønne digte.

Men jeg hænger stadig i vores begær efter livet og hinanden.
”lad lyset brænde” hviskede du.
Og jeg fulgte dine våde fodspor til sengen, som endnu bar varmen fra vores vilde elskov, mellem dine ben glemte jeg mig selv, og det faktum at der kun var få timer, til mit fly skulle lette.

Jeg rejser mig og kikker ud over byen en sidste gang, inden jeg kravler i seng, hvad laver jeg egentlig her, jeg ved det ærligt talt ikke, I morgen vil jeg prøve at finde mig selv.

Som en akvariefisk har jeg intet mål, bare usynlige grænser, og et udsyn til en fremmed verden.

Da hun kælent sagde skrid

Hun var lige så falsk som en bøf fra McDonald’s, og beregnende som en Tv-reklame. Han halsede efter som en blodhund, savlende i hendes spor.

Han var forelsket som en teenagedreng, og naiv som en 1. klasses skoleelev, drømte aldrig om noget andet ”Bare hendes kærtegn”

Da hun kælent sagde ”Skrid” slikkede han kærligt hendes knæ, lagde sig lydigt ned og sov som er barn.

Det betød faktisk ingenting for ham, om han sov eller var lysvågen, drømmen var den samme.

Amsterdam

Det var i Amsterdam vi traf hinanden. jeg husker endnu natten på cafeen, jeg husker hvert er splitsekund der fra, skønt det jo ikke mere har betydning.
Hver gang dit smil det ramte mig ved bordet, hver gang din hånd tilfældigt strejfede min, hver gang vi prøvede på at tale sammen, og endte med at grine af os selv.

Vi talte hvert sit sprog, men vi flød sammen, som vandet i de hollandske kanaler.

Vi gik langsomt hjem, ad smukke morgenstille gader, så tæt som skulle vi aldrig skilles mere.

Dagen kom med lys og smukke løfter, før vi gik hver til sit med fyldte sind.

Nu flyver mine tanker tit og ofte, tilbage til den smukke gamle by, jeg mærker dine kys og alt din varme, og fyldes op med håb og fryd og savn. Jeg ved du også går et sted derude, og har en lille bid af mig endnu.

Giftpilene

Så fik jeg den, ordene blev skudt gennem lokalet, du talte til mig, så på mig, men giften var møntet på andre ører. Jeg vidste du godt vidste og alligevel, vi skulle jo følges hjem. I lygtepælenes skygger lyste giftpilene grønt.
”Er det det du vil?” spurgte du honningsødt, gennemborende
”Ja hvis du ikke vil” jeg sendte tordenskyer ud over os begge. Vidste ikke hvad jeg ville, hvad du ville, ville bare være ond, sårende.
Jeg stod længe ved lågen og røg, lod dig bare græde, lod dig løbe.
Senere da du sov, fugtig af sved og tårer, sad jeg i stuen, fyldt af had til mig selv, fyldt af kærlighed til dig.
Følte mig tom og gennemsigtig.

Glemsel

Med et kvælende livtag kaster jeg mig ud i glemslen og lander tungt ved kirkens lukkede dør.
”Næste gudstjeneste søndag kl. 10,30” lover et skilt, det er kun torsdag. Jeg knæler mellem to hvide folkevogne på parkeringspladsen og idømmes taknemmeligt en hel perlerække af ave maria’er.
Som en søvngænger tumler jeg videre og stopper fuld at trøstetrang foran byens andet store tempel. Købmanden smiler lokkende gennem ruden, i hans køledisk famler jeg og finder 6 kolde elefanter.
Med øl og 20 Cecil under armen, lander jeg som en vingeskudt bombeflyver, i parken med det tilstoppede springvand.
På en bænk bruger jeg resten af dagen, på at spærre dig inde bag lås og slå, i min overfyldte glemselshjerne.

Provence

Vi havde siddet i hver sin ende af bussen hele vejen fra Paris. Jalousien bed og flåede i os begge, dumme undskyldninger og pinlige optrin, havde helt ødelagt den romantiske sidste nat i byernes by.
”for satan da hvor vi elskede hinanden i den tid, havde ikke kunne flås hver for sig i mange døgn”
Og så dette tilfældige møde på Pont Marie, min ex på bænken og dig som absolut ville gå alene tilbage
”vi ses i bussen” sagde du og var væk.

Jeg vidste jo godt at du hadede hende, men jeg gjorde ikke. Med vilje overså dit blik, da det tydeligt fortalte ”at jeg ikke skulle falde i snak med hende”
Og senere, da jeg trådte ind i bussen og du tæt omslynget med Anders, den nar, bare sagde hej og kiggede hurtigt væk. Var det tydeligt at banen var kridtet, vi havde valgt våben.
Nu sad vi der, prøvede som gale at tyde hinandens sorte blikke.

på stranden Plage de Miramar i La Londe, lagde jeg mig langt væk, med tomt blik på det store blå hav, jeg husker ikke hvor længe, eller hvor mange grå skyer jeg nåede at tælle. Men jeg husker at du pludselig lå på min ryg, og med våde læber, hviskede ”fjols, jeg elsker dig”
Jeg glemmer ikke hvor vi elskede hinanden den nat på bussens tag. Jeg glemmer ofte, at det slet ikke var nemt at elske så stærkt.

lyserød dag

Bliv i mine drømme, bider du i mit øre, og hvisker mig kyssende ud i virkeligheden.
Som en tosset skoledreng, cykler jeg døden i øjnene gennem morgentrafikken.
Laver papirsflyvere og tegner hjerter i mine mapper hele formiddagen, smiler chefen rød og rund i ansigtet. Tager telefonen og siger hej skat, hver gang det kimer for mine ører, jeg bygger fjollede ordrim af dit navn, og glemmer igen og igen at jeg allerede har sendt dig tre floragrammer.

På hjemvejen glemmer jeg cyklen, og danser tango med lygtepælene. Hos bageren griner jeg hjerteligt, og køber favnen fuld af dine yndlingskager. På vej op af trapperne når jeg i farten at forfatte endnu et genialt elskovskvad.