Aftenstemning

Fra køkkenet hører jeg børstens travle dans på porcelæn, blande sig med mors forsøg på skønsang.

Fra nabogården høres høje barnestemmer, viklet ind i hundens jubelglam. Kirkens klokker overdøver alt, de spiller ”altid frejdig når du går”

Fra præstens Volvo klikker en ventil, de gule blomster på mit bord, de smiler forårsblidt. Og jeg er fanget på den grønne sofa.

Trolden Gudar & landets hjerteblod

Og det var trolden Gudar som drog ud ved nat, han stjal den unge jomfru som var hans kære skat. Han bar den unge pige på ryggen i en sæk, og i sin kærre kørte han, ad snoede stier væk.

Men pigens far han var skam ingen charlatan, i byen Tørring kendte han en rigtig klogemand.

Han samlede al sin rigdom, i både sølv og guld, og gik til klogemanden med hele kisten fuld. Den kloge mand var vis, det kan du nok forstå, han kaldte sammen hver en kilde, hver en bæk og å, de fulgte troldens spor, helt til Randers stad. Hvor på kuskesædet den onde Gudar sad.

Da trolden druknede med både vogn og hest, så kunne far og datter holde gensynsfest, vandet ligger stadig hvor Gudars spor det lå, i dag der kender vi det blot ved navnet Gudenå.

Der elsker jeg at sidde med min fiskestang, slappe af i sjæl og krop hele dagen lang. Gudenåen er så smuk og lang som nogen flod. Den løber gennem Jylland, som landets hjerteblod.

Da hun kælent sagde skrid

Hun var lige så falsk som en bøf fra McDonald’s, og beregnende som en Tv-reklame. Han halsede efter som en blodhund, savlende i hendes spor.

Han var forelsket som en teenagedreng, og naiv som en 1. klasses skoleelev, drømte aldrig om noget andet ”Bare hendes kærtegn”

Da hun kælent sagde ”Skrid” slikkede han kærligt hendes knæ, lagde sig lydigt ned og sov som er barn.

Det betød faktisk ingenting for ham, om han sov eller var lysvågen, drømmen var den samme.

Amsterdam

Det var i Amsterdam vi traf hinanden. jeg husker endnu natten på cafeen, jeg husker hvert er splitsekund der fra, skønt det jo ikke mere har betydning.
Hver gang dit smil det ramte mig ved bordet, hver gang din hånd tilfældigt strejfede min, hver gang vi prøvede på at tale sammen, og endte med at grine af os selv.

Vi talte hvert sit sprog, men vi flød sammen, som vandet i de hollandske kanaler.

Vi gik langsomt hjem, ad smukke morgenstille gader, så tæt som skulle vi aldrig skilles mere.

Dagen kom med lys og smukke løfter, før vi gik hver til sit med fyldte sind.

Nu flyver mine tanker tit og ofte, tilbage til den smukke gamle by, jeg mærker dine kys og alt din varme, og fyldes op med håb og fryd og savn. Jeg ved du også går et sted derude, og har en lille bid af mig endnu.

****

Han har gemt sig

Lydene banker ned over ham, bilernes kegler af lys, fejer over væggene fra det lille vindue lang oppe under loftet. Han har gemt sig, nu i flere uger, væk fra alt det onde, alt det gamle, alt det nye.

De folk som går i gaderne om natten, han frygter dem, de kender ham, han kender ingen selv, han savner ingen mere, kun flugten gør ham tryg. De jager ham der oppe, kun gud han ved hvorfor.

Men det er længe siden nu, de tog ham sidste gang.

Nu kommer de igen, de høje mørke stemmer, han gemmer hovedet mellem sine ben. Vil ikke høre det de går og siger, vil ikke gøre det, de siger han skal. Han rejser sig og løber rundt i rummet, han skriger for at overdøve dem.

Bilerne med deres hvide kegler, de køre langsomt søgende forbi.

I går der stjal han mad fra gårdens katte, men sulten gnaver atter i ham nu, hvor stemmerne er blevet svage, og sveden løber fra hans kolde krop. I går der stod han på den gamle bro og drømte om at turde lade sig falde.

JULEKALENDER

Ho ho ho...

Septembers stille vals

Dagen breder sig forsigtigt på facaden, danser lystigt om med solens første skin. Katten dejser om på køkkengulvet, mæt af jagt og kattemad og kram.
En sky så blød som lammeskind, har lagt sig som en dyne i min have. Solen gør så et yndefuldt et hop, den glider ned ad tagets våde sten. Så lander den i bedet med tomater, og breder sine gyldne arme ud. Mens alle havens blomster holder vejret, danser den så yndefuldt septembers stille vals.
Hunden går en runde langs med hækken, samler dufte fra den morgenstille by. En søvnig solsort på sin gren i egetræet, fløjter højt signalet for at natten er forbi.

Natmesterens enetale

Når solen går ned her i min vestelomme, så åbner jeg min pose, og lukker månen ud. Jeg former den efter mit eget humør, og lader den sejle over himlens stille hav. I denne smukke forårsnat, skal den være rund og smilende, fuld af gyldne løfter lader jeg den danse himmelbuen rundt.
Jeg vil lade den drysse sit tryllestøv over dine drømme, og når du vågner; vil alt være godt.

Springet

Når hr. Vinter sådan pludselig tager springet, ud af skabet som en anden transvestit, danser på mit bord i sommerkjole, og får hunden til at te sig som en hvalp. Så bliver jeg nok engang forelsket, i et liv som det er værd at leve.

Giftpilene

Så fik jeg den, ordene blev skudt gennem lokalet, du talte til mig, så på mig, men giften var møntet på andre ører. Jeg vidste du godt vidste og alligevel, vi skulle jo følges hjem. I lygtepælenes skygger lyste giftpilene grønt.
”Er det det du vil?” spurgte du honningsødt, gennemborende
”Ja hvis du ikke vil” jeg sendte tordenskyer ud over os begge. Vidste ikke hvad jeg ville, hvad du ville, ville bare være ond, sårende.
Jeg stod længe ved lågen og røg, lod dig bare græde, lod dig løbe.
Senere da du sov, fugtig af sved og tårer, sad jeg i stuen, fyldt af had til mig selv, fyldt af kærlighed til dig.
Følte mig tom og gennemsigtig.

Glemsel

Med et kvælende livtag kaster jeg mig ud i glemslen og lander tungt ved kirkens lukkede dør.
”Næste gudstjeneste søndag kl. 10,30” lover et skilt, det er kun torsdag. Jeg knæler mellem to hvide folkevogne på parkeringspladsen og idømmes taknemmeligt en hel perlerække af ave maria’er.
Som en søvngænger tumler jeg videre og stopper fuld at trøstetrang foran byens andet store tempel. Købmanden smiler lokkende gennem ruden, i hans køledisk famler jeg og finder 6 kolde elefanter.
Med øl og 20 Cecil under armen, lander jeg som en vingeskudt bombeflyver, i parken med det tilstoppede springvand.
På en bænk bruger jeg resten af dagen, på at spærre dig inde bag lås og slå, i min overfyldte glemselshjerne.

Provence

Vi havde siddet i hver sin ende af bussen hele vejen fra Paris. Jalousien bed og flåede i os begge, dumme undskyldninger og pinlige optrin, havde helt ødelagt den romantiske sidste nat i byernes by.
”for satan da hvor vi elskede hinanden i den tid, havde ikke kunne flås hver for sig i mange døgn”
Og så dette tilfældige møde på Pont Marie, min ex på bænken og dig som absolut ville gå alene tilbage
”vi ses i bussen” sagde du og var væk.

Jeg vidste jo godt at du hadede hende, men jeg gjorde ikke. Med vilje overså dit blik, da det tydeligt fortalte ”at jeg ikke skulle falde i snak med hende”
Og senere, da jeg trådte ind i bussen og du tæt omslynget med Anders, den nar, bare sagde hej og kiggede hurtigt væk. Var det tydeligt at banen var kridtet, vi havde valgt våben.
Nu sad vi der, prøvede som gale at tyde hinandens sorte blikke.

på stranden Plage de Miramar i La Londe, lagde jeg mig langt væk, med tomt blik på det store blå hav, jeg husker ikke hvor længe, eller hvor mange grå skyer jeg nåede at tælle. Men jeg husker at du pludselig lå på min ryg, og med våde læber, hviskede ”fjols, jeg elsker dig”
Jeg glemmer ikke hvor vi elskede hinanden den nat på bussens tag. Jeg glemmer ofte, at det slet ikke var nemt at elske så stærkt.

lyserød dag

Bliv i mine drømme, bider du i mit øre, og hvisker mig kyssende ud i virkeligheden.
Som en tosset skoledreng, cykler jeg døden i øjnene gennem morgentrafikken.
Laver papirsflyvere og tegner hjerter i mine mapper hele formiddagen, smiler chefen rød og rund i ansigtet. Tager telefonen og siger hej skat, hver gang det kimer for mine ører, jeg bygger fjollede ordrim af dit navn, og glemmer igen og igen at jeg allerede har sendt dig tre floragrammer.

På hjemvejen glemmer jeg cyklen, og danser tango med lygtepælene. Hos bageren griner jeg hjerteligt, og køber favnen fuld af dine yndlingskager. På vej op af trapperne når jeg i farten at forfatte endnu et genialt elskovskvad.