Amor

Som en træt og beruset Amor

sigter jeg efter rådhustårnet

og lander i din seng

dansende

som drømmene på din pude

 

Dit smil sidder som krymmel på mit morgenbrød

hvisker jeg

og bz’er den lille runde plads

omkring dit hjerte

Vores mål det er os to

Du skal bare sige til
så løber jeg med
ud over vidderne i nat
månetegn og bjergkrystaller
jeg har tjekket det hele
alle soltegn siger det samme
der er intet som kan vælte os to

Lad os løbe de truende skyer over ende
lad os blæse det hele en hat fuld
denne nat kan det ikke briste
det kan kun bærer
der er et tegn i alle hjerter
intet kan ende uafgjort i nat
for vores mål det er os to

Zig zag

.
.              kom nu siger du igen
.                                  og suger mig
.               op på siden af dig
.                                 jeg klæber mit blik
.                       fast til din hals
.                  bruger dig
.                           som pejlemærke
.          og undskylder atter
.                              min mærkelige               
.                                           zigzaggede gangart    
.                                        
.    det er bare det                  
.                    at lige i tiden              
.                               føler jeg mig så fyldt  
.          af grå og sorte huller        
.                        at enhver bevægelse
.            er en balanceakt
.
.                    
.

Ganske langsomt

Mens du ler
sker det
regnen vælter
ned af vejen
løber jeg
ligeglad
ubedrøvet
men ganske langsomt
dør jeg
i dine tanker

Ser du ikke
jeg rejser
mig ser du ikke
jeg elsker
minder som lyser
og binder
sammen tog vi livet
seriøst fortryder jeg
de skridt jeg tog
væk fra dig fra jorden
rejser jeg mig
ser du mig
glemmer du
aldrig

Jeg flygter i nat

Jeg flygter i nat
flygter ud af rummet
ud i rummet omkring denne intethed
som er min fængselscelle

Det er heller ikke i nat jeg vil dø
siger jeg til den brunøjede skønhed, som køre mig til centrum

Jeg lod papiret ligge tomt for alle de ord
som natten lang har kværnet rundt i min hjernegryde
jeg sidder på bagsædet
og knækker møjsommeligt min sidste blyant i stumper og stykker
fra det nedrullede vindue spreder jeg dem som atomer
ud over den måneoplyste Vesterfælledvej
chaufføren råber op om miljøsvineri
jeg former venstre hånd til en colt 45
og plaffer hende ned bagfra

Da hun sætter mig af ved pisserenden
mumler jeg undskyld og stikker hende en ekstra hund
jeg vil sgu heller ikke være morder i nat

Larmen fra klirrende glas og fulde folk
suger mig ind på det nærmeste værtshus
jeg elsker dem som stadigvæk tror at man kan drikke det hele væk
og jeg deltager helhjertet i deres forsøg
på at holde verden fanget udenfor de støvede vinduer

Jeg flygter i nat
stikker af fra mit skrivebord
og de uendelige rækker af ord og sætninger
den lange kø af skrigende digte
som alle sammen vil skrives nu i nat
de 1000’vis af notater på gule pandelapper
jeg flygter ud af en drøm
som påstår sig en million gange mere virkelig
end virkeligheden selv

Jeg flygter i nat
følger englenes spor ud i kosmos
jeg vil mærke mit blod pumpe som vildfarende stjerneskud
og hænge mit liv op i tynde tråde langs mælkevejen
på kanten af verden vil jeg elske med Venus
jeg vil flygte gennem et utal af galakser
ikke ti vilde engle kan bære mig hjem fra stjernerne i nat.

uopnåelig

Hun var lige så falsk som en McDonaldsbøf
og beregnende som en TV-reklame
han halsede efter som en blodhund
savlende i hendes spor

Han var forelsket som en teenagepige
og naiv som en 1. klasses skoleelev
drømte aldrig om noget andet
end hendes kærtegn

Da hun kærligt og kælent sagde: Skrid
slikkede han logrende hendes knæ
lagde sig lydigt uden for døren
og sov som er barn

Det betød faktisk ingenting for ham
om han sov eller var lysvågen
drømmen var den samme
lige uopnåelig

Lykke

Jeg mødte hende en stille aften ved vandet
det var i den timen hvor sol og måne står lige
og stranden som få øjeblikke inden
var spækket med færdigbagte sommergæster
lå øde hen mellem vores blikke

Jeg havde set hende før
dog aldrig for mine øjne
og da vi mærkede hinanden
sprang de sidste røde stråler fra den synkende sol
over horisonten som et festfyrværkeri

Da vi senere lå i de måneoplyste klitter
og kyssede den sidste rest
af elskovens efterladte nektar
af hinandens kroppe
og hviskede uforpligtende løfter
lå nattens dansende feer på lur i de vindstille siv

Langt senere da hun forsvandt
over de kuplede grønne strandenge
under månens smilende natsejlads
lo min sjæl hjerteligt af lykke

Udenfor Verden

Som et vissent stykke løv
bæres jeg rundt fra sted til sted
tænker slet ikke over det længere
lader bare vinden blæse

Efterhånden husker jeg ikke en gang
hvordan angsten føltes
der er intet som er nyt for mig
og intet når at blive gammelt
jeg ser verden blæse forbi
og er så uendeligt ligeglad med det

Min elskede har forladt mig
hun blev bare båret videre
nu har jeg det som om jeg ikke er mig
og livet slet ikke er mit

Jeg drømmer mig ikke væk
forsvinder bare som vinden blæser
jeg har det udmærket
jeg er udenfor verden
jeg er helt rolig

Skrøbeligt Daggry

Nu sejler månen stille bort bag skoven, som en hale følger mørke skyer over himlen.

Naboens hane ryster fortumlet fjerdragten på plads. En søvnig muldvarp lusker forsinket hjem. En solsort på morgenvagt gurgler hals i fuglebadet, mens en legesyg kat ser nysgerrigt til, afventende.

Nu indtager dagens gudinde scenen. Nu galer den frejdigt derovre, naboens hane. Et tørstigt pindsvin skramler på terrassen, mens solen forsigtigt tager dagens første dansetrin på ladens tag. Med en flad hånd spidser naboen sit syn mod horisonten. Lydene fra dagens første trafik rammer ruden.

Midt i marts

Røgen fra min nabos skorsten
trækker snorlige streger i morgengryet

rimfrosten har sat sine små hvide huer
på hvert eneste strå i plænen

Spurvene på morgenvagt
puster sig op mod kulden
det er midt i marts
og snegrænsen er stadigvæk alt for tæt på
grå og triste dage gør deres for et mismodigt forår

Katten spiller bold med en kogle
solsorten skælder ud fra æbletræet
Jeg fandt en smuk og ensom forårsblomst
under noget kvas i haven
jeg var næsten sikker på
at jeg kunne mærke solens stråler for en stund

Det blev sent i nat
vi blæste på finanskrisen og drak dyre vine ad libitum
i det fjerne brummer en bus sig op ad bakken mod byen.

Tilfældigt Møde

Utålmodigt hager skæbnen sig fast, med ærlige øjne kræver kvinden opmærksomhed.

Han standser et øjeblik og ser sig i hende, som i et sjælespejl, ser han sin rejse som en flugt fra livet selv.

Uopfordret begynder han at fortælle, husker sin vandring som en remse, byer og steder lires af som skolevers.

Løgn på løgn udgør hans forsvarstale. Hun ler ikke engang, fælder ingen tårer, spørg ham bare hvorfor.

Han ved det ikke, troede sig sikker på hvad han søgte, han ved ingenting længere. Kun at noget er sket.

Nu står de i hver sin ende af perronen, som to ukendte faktorer i skæbnens regnestykke.

Måneskin

.
Den gamle Hr. Måne
er fuld i nat
hænger bare der
og smiler som besat

Sejler over himlen
som en beruset herre
sætter lys på scenen
for mig og så min kære

Månemand vær sød
gå ikke tidlig hjem
for jeg vil give Lone
et varmt og kærligt klem

Når vi har gået tur
i dit måneskin
vil jeg nemlig vove
et kys på hendes kind

Så vil jeg spørge Lone
om hun kan bruge mig
Hr. Måne du kan se
at jeg behøver dig

Så stod jeg der

.
Tror du jorden kan undvære min vægt?
spurgte du og satte af, før jeg fik svaret nej.

Så stod jeg der, og så dig flyve rundt om månen.
Den runde kugle, du så kærligt kalder din gudinde.