Opsang til bøller

Da jeg var lille gik mange folk, rundt på gaden med kniv og dolk, og det var slet ikke farligt, måske bare uforsvarligt. Men nu er det blevet forbudt, så burde det jo være slut.
For våben skal slet ikke være, nødvendigt for mennesker at bære, og folk som bliver ved med at bruge, kniv eller dolk til at true, dem kan jeg slet ikke klare, de skulle ha’ smæk i den bare.

Tankespil

Sidder på et lokum i den indre by
tænker ved mig selv, at verden den er syg
Sidder her og lytter til folk jeg ikke kender
tæller at kun to, blandt fem de vasker hænder

Hvad tænker de dog på? Hvad er det de skal nå?
Hvem rækker de en hånd, når de vil hilse på?
Hvor langt omkring i byen kan de bakterier komme?
Nå nu er jeg færdig, mit tankespil er omme.

Glad

I dag vælger jeg at være glad, med en smule blåt blod vil jeg male min by, og strejfe om i gaderne, forklædt som ham den søde fra Tv.
I dag vil jeg være lalleglad, så vil jeg skeje ud og smile dumt, gå i Bilka efter 16 kolde øl, og danse på havegangen, med hende det kønne postbud.
I dag vil jeg bare være glad i låget, hente alle himlens stjerner ned, og dele dem ud på må og få. Jeg vil give dig en håndfuld, for dit altid kærlige smil.
I dag vil jeg bare være glad, først vil jeg slukke for nyhederne, så vil jeg åbne alle mine vinduer, og indtale kærlige sensationer på min nabos telefonsvarer.
I dag vil jeg sprede glæden, give den tilbage til hele byen, med kys og 1000 tak vil jeg danse i din baghave.

De ved ikke bedre

Fredag aften i gågaden, min smukke veninde og mig, vi kan lide at se på vinduer, rose og nedrakke, eller bare beundre og drømme.
Maria er smuk, sort som ravnens skinnende fjer, med mørke øjne der stråler, som diamanterne fra hendes højt elskede moderland. For ikke at nævne alt det indvendige.
I det lille vindfang ved Føtex tager vi en pause, og en smøg, vi smiler med glæde til andre forbipasserende ”vindueskiggere”
Kulden rammer os mere gennemborende nu da vi står stille, Maria gyser og siger,

”fuck hvor er det koldt, jeg fryser som bare …”
I det samme går en mand forbi, kigger på os og siger,

”Så skrid da hjem og pluk bananer, skide abetøs”
Vi tager hinanden under armen, går stumme videre, får ikke set flere vinduer.
For enden af gaden kysser hun min kind, rød og varm trods kulden, mens hun hvisker,

”Tag dig ikke af dem, de ved ikke bedre”