Solgul og orange

”Der kommer sne” siger de, men du er rejst mod syd. Og jeg visker dine sidste ord væk fra mine sorte vægge, da jeg fjernede gardinerne smilede solen svagt ind.
Skyerne er bare til pynt i dag og det blå virker nymalet. I går var det forår, men jeg bærer vinteren ud i dag.
”Glem mig” sagde du og jeg husker alt hvad vi så.
Vi rejste sammen fra min seng den sidste morgen.
”Se de svaner” sagde du og pegede ”er de ægte?”
”Ja” svarede jeg med smil og malede vingerne hvide.
Nu maler du mine tanker i solgul og orange, jeg vælger at gå alene til søen bag skoven i dag, vil kvitte mine tanker men beholde dine farver.
Som jeg har det i dag er det okay at være brugt, savnet føles rigtig, som tørt ved på et uddøende bål. Her fra bænken glæder jeg mig til rester af livet.

Berlin

Uger i Berlin, du var altid præcis, hoppende så yndefuldt under gadelygtens skær. Kvalte altid min undskyldning med et kys og dit:
”Det gør slet ikke noget søde skat, her er smukt at vente”
Hånd i hånd gik vi, gader nedslidte, butiksruder papirstynde.
”Tysklands måne ligner vores” sagde du, og dansede op på hver en trappesten,
”Grib mig” råbte du midt i et spring.
Blinde af kærlighed og elskovssyge, løb vi ad stille gader til vores hotel. Nat efter nat, under månens altid gule undren.