onsdag den 10. februar 2010

Tilfældigt Møde

Utålmodigt hager skæbnen sig fast, med ærlige øjne kræver kvinden opmærksomhed.

Han standser et øjeblik og ser sig i hende, som i et sjælespejl, ser han sin rejse som en flugt fra livet selv.

Uopfordret begynder han at fortælle, husker sin vandring som en remse, byer og steder lires af som skolevers.

Løgn på løgn udgør hans forsvarstale. Hun ler ikke engang, fælder ingen tårer, spørg ham bare hvorfor.

Han ved det ikke, troede sig sikker på hvad han søgte, han ved ingenting længere. Kun at noget er sket.

Nu står de i hver sin ende af perronen, som to ukendte faktorer i skæbnens regnestykke.