En ø af løgne

Min kioskdame rømmer sig, og kvæler et tilløb til at blande sig i mine rygevaner.
Jeg er træt af at spørge om lov, træt af regler som til evighed tigger om at blive brudt.
Lad mig dog ryge og rejse, over grænser og murer af tavshed.
Jeg drømmer at jeg lever, mærker i vinden hvor verden gik hen, bliver trådt ned af flydende grænser, og selvregulerende love.
”Følg med, følg med!” råber de, jeg læner mig tilbage i sædet, og åbner mine øjne mod en verden af TV og ugeblade.
Jeg drømmer om livet, som en skygge af sig selv, står det nøgent under gadelygten, jeg byder det op til dans, og tænker at det ikke ser så farligt ud.
Jeg længes efter de pulserende nætter, jeg savner de pegende begivenheder, og de måneoplyste flugtveje.
Når jeg vågner fra min virkelighed, og vælger nattens drøm, står du som sædvanlig på lur bag ved døren, jeg har set dig ja, men vil endnu en gang lade som om jeg er alene, på denne ø af løgne.

Tømmermænd

Støjen fra mit blods brusen fylder mine ører som en torden, jeg åbner mine øjne efter en bevidstløs drømmeløs nat, solen gør frækt nar gennem persiennens sprækker.
Besværligt kommer jeg op, finder efter få forsøg balancen midt på gulvet, pejler amatøragtigt vejen til badeværelset, undgår behændigt spejlets hånlatter.
Prøver som en gal at huske hvordan vi skiltes ”kan jeg ringe og sige tak for noget som helst, eller undskyld måske” jeg skubber tanken væk under bruserens velgørende stråler.
Mens kaffemaskinens støj sender smertelyn gennem mit hoved, bliver jeg enig med mig selv, om at lade dig føre ordet, når jeg om lidt ringer op.

Af og til

Af og til står husene på nakken af hinanden, og byens floder skrumper til små kanaler, i disse måneløse nætter sejler jeg rundt i egne tanker.
Af og til sejler hele byen, på kanten af vanvid driver folk på må og få mellem små oaser, i disse endeløse nætter balancerer jeg på kanten af verden.
Af og til leger jeg med tanken om at være en båd, uden sejl og ror, drivende om på verdenshavene uden tanker og mål. Bare åben mod livet og stjernerne.

Nattens Karavane

Natten fanger mig ind, med krævende bevægelser rejser byens skygger sig. Som isblomster visner ind til ingenting, siver jeg langsomt væk, og forsvinder i horisonten, som røgen fra de sidste dages bål og brand.

Der hærges stadigvæk i gaderne, vanviddets karavane trækkes gennem byen. Alle er længere ude end andre, og de lange knives nat rasler i geledderne, frygten spiller i tårefyldte øjne.

Formålsløst driver jeg omkring i solsystemet, natten er endnu ung, og jeg vil lade sanserne råde. I stjernevrimlen mødes vi som tilfældige skibe på havet, lastet med hver vores håb og drømme.

Drømmestof

Når I alle sover går jeg rundt derude, jeg samler jeres drømme, og sætter på min væv. Jeg lægger nattens stjerner med månens klare lys, og nye smukke tanker på jeres pudevår. Jeg væver sorte lagner af jeres mareridt, og gyldne lyse duge af jeres smukke drømme.
Så går jeg ud ved daggry med mit drømmestof, og hænger det i dagens lys til skue for enhver.

Drømmemaler

Du maler smukke billeder med brede drømmestrøg, i spejlet bag dig ser jeg dagen flygte.
”Hvorfor bruge tid på virkelige ting, når drømmene de venter fuld af lykke” Siger du og smiler til dit lærred.
Jeg vil tage dig med under nattens stjerner, og vise dig at livet det er smukt.
Så maler du en himmel fuld af stjerneskud, og ser på mig med blanke måneøjne.
Så går jeg ud i natten, efterlader dig og dine drømme.

Natheksen

Natheksen står ved min seng, siger jeg ikke må sove.

”For trolde dæmoner og bæster, står klar og ligger på lur”

så løfter jeg hovedet fra puden og famlende finder mit lys, men før jeg får strøget en tændstik, så er madammen væk.
Først kigger jeg under sengen, så i mit kosteskab, jeg leder forvirret og roder, giver op og sætter mig ned.

”Hvad skete der lige her? Sov jeg mon allerede? var der en heks ved min seng?”

Nu hører jeg mystiske lyde under mit køkkengulv, jeg kravler på alle fire med samtlige sanser på spring. Så mærker jeg til min skræk, at heksen har sat sig til rette, på min ryg som var hun en jockey, og jeg hendes vilde hingst. Så fare vi rundt i huset, møblerne vælter om kuld, hun flår i mit hår og hyler, jeg skriger i smerte og angst.
Og endelig er det ovre, jeg vågner fortumlet og ør, ligger på gulvet i stuen, og tænker "jeg er blevet skør".

En flyvende vals

Så du mig, da jeg fløj forbi dit vindue i nat, jeg så et lille glimt af dine drømme. Jeg så at også du kunne græde, og jeg fik lyst til at byde dig op til endnu en flyvende vals.

Men da så jeg også tydeligt at mine drømme ikke er dine. Så nu bliver jeg ved jorden med mine flyvske drømme, og letter først igen, når jeg ser dig flyve forbi mit vindue en nat.

Natmesterens enetale

Når solen går ned her i min vestelomme, så åbner jeg min pose, og lukker månen ud. Jeg former den efter mit eget humør, og lader den sejle over himlens stille hav. I denne smukke forårsnat, skal den være rund og smilende, fuld af gyldne løfter lader jeg den danse himmelbuen rundt.
Jeg vil lade den drysse sit tryllestøv over dine drømme, og når du vågner; vil alt være godt.