I dag vil jeg gå nøgen ud i byen
møde dig med åbne øjne
og lade mine arme
falde for dine fødder
Lad os danse frækt
i byens springvand
og kysse postbuddet
midt på hans morgenrute
Lad os elske det smukke liv
til det smelter af lykke
og flyder som varm honning
i byens gader
Lad os male den grå hverdag
med lyse toner
og spille klaverkoncert
på fortovets fliser
Lad os rutsje op af regnbuen
drikke himlen fuld
af stjerneskud
og sejle hjem på månen