Tilfældigt Møde

Utålmodigt hager skæbnen sig fast, med ærlige øjne kræver kvinden opmærksomhed.

Han standser et øjeblik og ser sig i hende, som i et sjælespejl, ser han sin rejse som en flugt fra livet selv.

Uopfordret begynder han at fortælle, husker sin vandring som en remse, byer og steder lires af som skolevers.

Løgn på løgn udgør hans forsvarstale. Hun ler ikke engang, fælder ingen tårer, spørg ham bare hvorfor.

Han ved det ikke, troede sig sikker på hvad han søgte, han ved ingenting længere. Kun at noget er sket.

Nu står de i hver sin ende af perronen, som to ukendte faktorer i skæbnens regnestykke.

Måneskin

.
Den gamle Hr. Måne
er fuld i nat
hænger bare der
og smiler som besat

Sejler over himlen
som en beruset herre
sætter lys på scenen
for mig og så min kære

Månemand vær sød
gå ikke tidlig hjem
for jeg vil give Lone
et varmt og kærligt klem

Når vi har gået tur
i dit måneskin
vil jeg nemlig vove
et kys på hendes kind

Så vil jeg spørge Lone
om hun kan bruge mig
Hr. Måne du kan se
at jeg behøver dig