Hjemme igen, og dog


Nu forsvinder nattens sidste mørke over tagryggene, kun katten og jeg har endnu øjne. Nu vågner byen under os, som en bjørn efter sit vinterhi, strækker den sine stive lemmer ud mod polerne. Sulten og fuld af længsel rejser den sig og puster gadelygter ud, så langt øjet rækker, ser jeg livet tage form.

Men jeg er ikke rigtigt med, hænger stadigvæk der oppe over Atlanterhavet et sted, med dine dufte, og din smag over alle mine sanser.

Jeg fandt et af dine lange sorte hår, da jeg pakkede kufferten ud i aftes, nu hænger det i min drømmefanger over sengen.
Jeg længes efter de pulserende nætter i din grådige favn, mine skuldre er endnu mærket af dine sidste rifter, en sødmefuld smerte som jeg bærer med glæde.

Katten vil have mere kærlighed, med kløerne i mit lår, trækker den mig ned på jorden, jeg sidder på gulvet, og klør den mellem ørene, saligt lukker den sine øjne, og spinder sig i søvn på mit knæ.

Jeg var inde og lure på digte.dk i nat, hvor har jeg dog savnet dem, disse vidunderlige poeter og deres skønne digte.

Men jeg hænger stadig i vores begær efter livet og hinanden.
”lad lyset brænde” hviskede du.
Og jeg fulgte dine våde fodspor til sengen, som endnu bar varmen fra vores vilde elskov, mellem dine ben glemte jeg mig selv, og det faktum at der kun var få timer, til mit fly skulle lette.

Jeg rejser mig og kikker ud over byen en sidste gang, inden jeg kravler i seng, hvad laver jeg egentlig her, jeg ved det ærligt talt ikke, I morgen vil jeg prøve at finde mig selv.

Som en akvariefisk har jeg intet mål, bare usynlige grænser, og et udsyn til en fremmed verden.