Jeg tæller langsomt til tre, og træder et skridt tilbage, Og står nu "med begge fødder på jorden" jeg ser os igen helt tydeligt.
Af og til kan det være nødvendigt, at bide smerten i sig og erkende nederlaget, at tvinge øjnene op midt i den sødeste søvn og se sort som sort.
Jeg troede at det var muligt, bare at vende ryggen til og vælge en anden vej, men nej, tværtimod, så står jeg nu midt i det ”i lort til halsen” ville du nok have sagt, men dig kan jeg jo ikke spørge.
For satan, hvordan kunne du? hvad er det du har valgt? udover at du har valgt os andre fra, hvor ville du hen? troede du virkelig at der er noget på den anden side? Nu står jeg her og ser mig omkring, alt ligger i stumper og stykker ”Kærligheden binder sammen” var det dig, der engang sagde det?
"Kærligheden er noget lort" tænker jeg og ser Lailas ryg skælve, hendes gråd larmer som et vandfald i mine ører.
For længe siden ville jeg have sparket til møblerne og gået på druk. vi er så langt ude nu, at et forsoningsknald ikke ville løse en skid, og hvem kan i det hele taget tænke på pik og patter i sådan en situation. Nej, jeg gør det fand’me ikke igen, nu samler jeg min jakke op fra gulvet, jeg vil lade lortet flyde som det gør, og forlade den synkende skude. Som en kryster lusker jeg af. uden et ord finder jeg hoveddøren og lukker den forsigtigt efter mig. Trappeskakten virker som et velkomment dyb, da jeg i løb forsvinder de tre etager ned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar