LSD (Leg Som Dræber)

I Magstræde, i København lå ”Huset” ja det ligger der vel stadig, men dengang i 1970, var det besat, af datidens bz’ere, slumstormerne. Jeg havde boet der en uges tid, da vi blev sat ud af politiet, jeg var løbet hjemmefra, 16 år gammel, det var langtfra første gang.
Også dengang sloges vi med politiet, men jeg husker mest, at vi smed med maling og satte os ned i klynger, med hinanden i hænderne, så betjentene havde deres hyr, med at slæbe os væk.
Politiet fulgte os ud til Christianshavn, hvor en nedlagt cigarfabrik stod klar, med køjesenge og tæpper. ”Jesus’ børn” og andre gode mennesker, sørgede for at der var mad til alle.
Obels Cigarfabrik lå lige over for Christiania, som dengang, bare var en stor forladt kaserne. Det var ikke noget rart sted, jeg så flere stiknarkomaner tage overdosis, og en enkel lå i sengen under mig, og døde i sit eget bræk. I løbet af få dage, lå affaldet i store dynger, over den store gamle produktionshal.
”Vil du være med til at dele et Blue Sunshine? det koster kun 15 kroner” Det var en lang ranglet dreng, som spurgte, jeg havde aldrig set ham før, og jeg anede ikke hvad han talte om, men sagde ja uden betænkningstid, det var jo billigt og det havde jeg råd til, så hvorfor ikke prøve.
Han hed Max og var også stukket af hjemmefra, da vi havde delt og slugt, den lille blå pille, fortalte han mig at det var noget ”heavy syre” og jeg snart, ville komme ud at flyve, og det skal jeg love for at jeg gjorde.
Sammen med Max, fløj jeg til en helt anden verden, eller gik jeg ind i en ny dimension? Pludselig var jeg med i en tegnefilm, Christianshavns gader blev forvandlet til blomsterne enge, husene var levende, venlige og smilende. Hele verden var fuld af kærlighed.
Max tog mig med til en tøjbutik, hvor vi brød en dør op. En tid sad vi bare på gulvet og flippede over alt det dejlige tøj, som dansede rundt omkring os, jeg kunne dirigerer rundt med det, venstre om, højre om, stop, jeg skulle bare knipse med fingrene. Hvor var livet dog bare nemt og sjovt.
Vi skiftede tøj i butikken, og gik ud i den smukke kærlige by, som to prinser fra eventyret. Gaderne rullede bare af sted med os, de smukkeste blomster poppede op imellem vores fødder, fuglene sang gamle smukke kærlighedssange. Vi sad også en tid ved kanalen, som for en stund, var blevet omdannet til et kæmpe ocean, med delfiner og havfruer, vi blev underholdt, af Snehvide som spillede harpe, mens dværgene sang i kor.
Ved pølsevognen på torvet, købte vi hotdogs, som lå og smilede i vores hænder, så vi ikke nænnede at spise dem, og lod dem ligge i solen.
Jeg tror mit første syretrip varede omkring et døgn, der gik mange måneder, før jeg prøvede det igen.
Men det er en helt anden, og knap så lykkelig historie, som jeg vil vende tilbage til, ved en anden lejlighed. Men jeg glemmer aldrig, det første sammen med Max, som jeg aldrig så igen.