Natten fanger mig ind, med krævende bevægelser rejser byens skygger sig. Som isblomster visner ind til ingenting, siver jeg langsomt væk, og forsvinder i horisonten, som røgen fra de sidste dages bål og brand.
Der hærges stadigvæk i gaderne, vanviddets karavane trækkes gennem byen. Alle er længere ude end andre, og de lange knives nat rasler i geledderne, frygten spiller i tårefyldte øjne.
Formålsløst driver jeg omkring i solsystemet, natten er endnu ung, og jeg vil lade sanserne råde. I stjernevrimlen mødes vi som tilfældige skibe på havet, lastet med hver vores håb og drømme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar