Mens du ler
sker det
regnen vælter
ned af vejen
løber jeg
ligeglad
ubedrøvet
men ganske langsomt
dør jeg
i dine tanker
Ser du ikke
jeg rejser
mig ser du ikke
jeg elsker
minder som lyser
og binder
sammen tog vi livet
seriøst fortryder jeg
de skridt jeg tog
væk fra dig fra jorden
rejser jeg mig
ser du mig
glemmer du
aldrig
Som du ved, er jeg ikke så god til at kommentere digte, men jeg synes det her er smukt på sin egen tankevækkende og sørgmodige måde.
SvarSletOg dette var omtrent noe slikt jeg tenkte også. Visste ikkje kva eg skulle skrive, men syntest det var fint og tankjevekkande. Og der gjentok eg det visst berre.
SvarSlethej Robert ;))) - Dette er bare en prøve - senere kommer der en kommentar til " ganske langsom"
SvarSletknus Ulla ;)