Den falske Fortuna

Det var en af de dage, hvor Jonna var lykkelig fra det sekund hun slog øjnene op. Stadig nyforelsket på 82. døgn.

Efter Jørn var flyttet ind, var drømmejobbet blevet en biting som bare blev overstået, mens tankerne bar hende rundt i en overvældende fremtidsversion af livet. Her var der både plads til baghave med swimmingpool, vinkælder, og hede sommernætter på lange hvide sandstrande.

Af og til prøvede hun at huske hvordan det havde været, før lykkens gudinde havde ladet hende falde pladask for Jørns fødder. Men det var hende komplet umuligt, den tid var udvisket af hendes hukommelse.

Denne dag var en fredag, og det gjorde hende om muligt endnu mere lykkelig. En lang weekend og bare de to. Datteren Emilie skulle være hos sin far. Kunne livet byde på en større gave? Nej Jonna kunne i hvert fald ikke komme på den. Og dog, så skulle det da lige være at Emilie ville bryde sig lidt mere om Jørn. Men det problem kendte hun jo fra flere af sine veninder. Børn og nye kærester kan være en svær cocktail at blande.

Forventningsglæden var slet ikke til at styre. Hun tog fri over middag, hvorpå hun dansede sig gennem strøget, og købte rigeligt ind. De næste par dage skulle det helst ikke blive nødvendigt, at gå længere væk fra sengen, end ud til køleskabet.

Køreturen fra midtbyen og hjem, kunne sagtens være endt i en katastrofe, for Jonna lagde knap nok mærke til trafikken. Hun var fuldt optaget af at planlægge deres første barne-fri weekend i over to måneder. Først en lækker romantisk middag, hun havde købt lammekølle og fire flasker af prinsgemalens rødvin. Som forret ville hun servere gratinerede jomfruhummerhaler og desserten skulle bestå af hende selv, i den nye sorte Negligé med røde blonder og så med en flaske dyr champagne i favnen. Hun kunne levende forestille sig, hans glade og sultne ansigtsudtryk.

Ja, Jonnas tanker var fyldt op af Jørn da hun parkerede bilen, og slæbte indkøbsposerne de sidste meter ad flisegangen. Hun var sikker på han også havde en overraskelse til hende, og kunne ikke dy sig for at stoppe ved et vindue og kikke ind. Måske havde han fyldt stuen op med blomster, det kunne ligne ham.

Chokket ramte hende som et isbjerg i en svømmehal. Midt på gulvet stod Jørn med hænderne om Emilies hals. Hun hang i hans udstrakte arme mens han ruskede hende hårdt, og derpå smed hende gennem stuen.

Ved hoveddøren var hun fuldstændig omtåget, hun rodede rund i tasken efter nøglen, men kunne slet ikke tænke klart.



Jørn for sammen da dørklokken larmede. De røde tåger i hans hjerne, spredtes langsomt. Han tog et hurtigt overblik over stuen, ingenting var væltet. Derpå råbte han til pigebarnet, at hun skulle skride ind på sit værelse, han var slet ikke færdig med den forkælede møgunge endnu.

Da han åbnede hoveddøren, så han ikke andet end lammekøllen, som kom susende, før det hele bare var stjerner og små sole.