Forårsgry

Jeg så dig i nat, i din bane over himlens mørke bue, jeg så dig smile lykkeligt over horisonten, jeg mærkede dig som var du endnu her i min favn, i drømmen tabte jeg mine sidste lænker og som dengang lo vi hjerteligt sammen i månelyset.
Fra mit dybe savn så jeg dig flakse om i morgenlyset under det gamle egetræ, og jeg prøvede som i drømmen at nå din bløde hud, men forgæves, du dansede som en søndenvind omkring mig.

Jeg springer ud i det gryende forår og danser om i klitterne, mærker blæsten lege med min sjæl. Lige så let som humlebien, lader jeg mig føre med, og glemmer rent både drømmen og savnet. I det samme vandrer solen over bakketoppene I det fjerne.

Jeg går langs stranden og lægger planer for sommeren.

Natheksen

Natheksen står ved min seng, siger jeg ikke må sove.

”For trolde dæmoner og bæster, står klar og ligger på lur”

så løfter jeg hovedet fra puden og famlende finder mit lys, men før jeg får strøget en tændstik, så er madammen væk.
Først kigger jeg under sengen, så i mit kosteskab, jeg leder forvirret og roder, giver op og sætter mig ned.

”Hvad skete der lige her? Sov jeg mon allerede? var der en heks ved min seng?”

Nu hører jeg mystiske lyde under mit køkkengulv, jeg kravler på alle fire med samtlige sanser på spring. Så mærker jeg til min skræk, at heksen har sat sig til rette, på min ryg som var hun en jockey, og jeg hendes vilde hingst. Så fare vi rundt i huset, møblerne vælter om kuld, hun flår i mit hår og hyler, jeg skriger i smerte og angst.
Og endelig er det ovre, jeg vågner fortumlet og ør, ligger på gulvet i stuen, og tænker "jeg er blevet skør".

De ved ikke bedre

Fredag aften i gågaden, min smukke veninde og mig, vi kan lide at se på vinduer, rose og nedrakke, eller bare beundre og drømme.
Maria er smuk, sort som ravnens skinnende fjer, med mørke øjne der stråler, som diamanterne fra hendes højt elskede moderland. For ikke at nævne alt det indvendige.
I det lille vindfang ved Føtex tager vi en pause, og en smøg, vi smiler med glæde til andre forbipasserende ”vindueskiggere”
Kulden rammer os mere gennemborende nu da vi står stille, Maria gyser og siger,

”fuck hvor er det koldt, jeg fryser som bare …”
I det samme går en mand forbi, kigger på os og siger,

”Så skrid da hjem og pluk bananer, skide abetøs”
Vi tager hinanden under armen, går stumme videre, får ikke set flere vinduer.
For enden af gaden kysser hun min kind, rød og varm trods kulden, mens hun hvisker,

”Tag dig ikke af dem, de ved ikke bedre”

En flyvende vals

Så du mig, da jeg fløj forbi dit vindue i nat, jeg så et lille glimt af dine drømme. Jeg så at også du kunne græde, og jeg fik lyst til at byde dig op til endnu en flyvende vals.

Men da så jeg også tydeligt at mine drømme ikke er dine. Så nu bliver jeg ved jorden med mine flyvske drømme, og letter først igen, når jeg ser dig flyve forbi mit vindue en nat.

Aftenstemning

Fra køkkenet hører jeg børstens travle dans på porcelæn, blande sig med mors forsøg på skønsang.

Fra nabogården høres høje barnestemmer, viklet ind i hundens jubelglam. Kirkens klokker overdøver alt, de spiller ”altid frejdig når du går”

Fra præstens Volvo klikker en ventil, de gule blomster på mit bord, de smiler forårsblidt. Og jeg er fanget på den grønne sofa.

Trolden Gudar & landets hjerteblod

Og det var trolden Gudar som drog ud ved nat, han stjal den unge jomfru som var hans kære skat. Han bar den unge pige på ryggen i en sæk, og i sin kærre kørte han, ad snoede stier væk.

Men pigens far han var skam ingen charlatan, i byen Tørring kendte han en rigtig klogemand.

Han samlede al sin rigdom, i både sølv og guld, og gik til klogemanden med hele kisten fuld. Den kloge mand var vis, det kan du nok forstå, han kaldte sammen hver en kilde, hver en bæk og å, de fulgte troldens spor, helt til Randers stad. Hvor på kuskesædet den onde Gudar sad.

Da trolden druknede med både vogn og hest, så kunne far og datter holde gensynsfest, vandet ligger stadig hvor Gudars spor det lå, i dag der kender vi det blot ved navnet Gudenå.

Der elsker jeg at sidde med min fiskestang, slappe af i sjæl og krop hele dagen lang. Gudenåen er så smuk og lang som nogen flod. Den løber gennem Jylland, som landets hjerteblod.

Da hun kælent sagde skrid

Hun var lige så falsk som en bøf fra McDonald’s, og beregnende som en Tv-reklame. Han halsede efter som en blodhund, savlende i hendes spor.

Han var forelsket som en teenagedreng, og naiv som en 1. klasses skoleelev, drømte aldrig om noget andet ”Bare hendes kærtegn”

Da hun kælent sagde ”Skrid” slikkede han kærligt hendes knæ, lagde sig lydigt ned og sov som er barn.

Det betød faktisk ingenting for ham, om han sov eller var lysvågen, drømmen var den samme.

Amsterdam

Det var i Amsterdam vi traf hinanden. jeg husker endnu natten på cafeen, jeg husker hvert er splitsekund der fra, skønt det jo ikke mere har betydning.
Hver gang dit smil det ramte mig ved bordet, hver gang din hånd tilfældigt strejfede min, hver gang vi prøvede på at tale sammen, og endte med at grine af os selv.

Vi talte hvert sit sprog, men vi flød sammen, som vandet i de hollandske kanaler.

Vi gik langsomt hjem, ad smukke morgenstille gader, så tæt som skulle vi aldrig skilles mere.

Dagen kom med lys og smukke løfter, før vi gik hver til sit med fyldte sind.

Nu flyver mine tanker tit og ofte, tilbage til den smukke gamle by, jeg mærker dine kys og alt din varme, og fyldes op med håb og fryd og savn. Jeg ved du også går et sted derude, og har en lille bid af mig endnu.

****

Han har gemt sig

Lydene banker ned over ham, bilernes kegler af lys, fejer over væggene fra det lille vindue lang oppe under loftet. Han har gemt sig, nu i flere uger, væk fra alt det onde, alt det gamle, alt det nye.

De folk som går i gaderne om natten, han frygter dem, de kender ham, han kender ingen selv, han savner ingen mere, kun flugten gør ham tryg. De jager ham der oppe, kun gud han ved hvorfor.

Men det er længe siden nu, de tog ham sidste gang.

Nu kommer de igen, de høje mørke stemmer, han gemmer hovedet mellem sine ben. Vil ikke høre det de går og siger, vil ikke gøre det, de siger han skal. Han rejser sig og løber rundt i rummet, han skriger for at overdøve dem.

Bilerne med deres hvide kegler, de køre langsomt søgende forbi.

I går der stjal han mad fra gårdens katte, men sulten gnaver atter i ham nu, hvor stemmerne er blevet svage, og sveden løber fra hans kolde krop. I går der stod han på den gamle bro og drømte om at turde lade sig falde.

JULEKALENDER

Ho ho ho...