fredag den 26. marts 2010

Farvel til Eva - Maleri, akryl. Robert Mørk 2009

uopnåelig

Hun var lige så falsk som en McDonaldsbøf
og beregnende som en TV-reklame
han halsede efter som en blodhund
savlende i hendes spor

Han var forelsket som en teenagepige
og naiv som en 1. klasses skoleelev
drømte aldrig om noget andet
end hendes kærtegn

Da hun kærligt og kælent sagde: Skrid
slikkede han logrende hendes knæ
lagde sig lydigt uden for døren
og sov som er barn

Det betød faktisk ingenting for ham
om han sov eller var lysvågen
drømmen var den samme
lige uopnåelig

Lykke

Jeg mødte hende en stille aften ved vandet
det var i den timen hvor sol og måne står lige
og stranden som få øjeblikke inden
var spækket med færdigbagte sommergæster
lå øde hen mellem vores blikke

Jeg havde set hende før
dog aldrig for mine øjne
og da vi mærkede hinanden
sprang de sidste røde stråler fra den synkende sol
over horisonten som et festfyrværkeri

Da vi senere lå i de måneoplyste klitter
og kyssede den sidste rest
af elskovens efterladte nektar
af hinandens kroppe
og hviskede uforpligtende løfter
lå nattens dansende feer på lur i de vindstille siv

Langt senere da hun forsvandt
over de kuplede grønne strandenge
under månens smilende natsejlads
lo min sjæl hjerteligt af lykke

torsdag den 25. marts 2010

Udenfor Verden

Som et vissent stykke løv
bæres jeg rundt fra sted til sted
tænker slet ikke over det længere
lader bare vinden blæse

Efterhånden husker jeg ikke en gang
hvordan angsten føltes
der er intet som er nyt for mig
og intet når at blive gammelt
jeg ser verden blæse forbi
og er så uendeligt ligeglad med det

Min elskede har forladt mig
hun blev bare båret videre
nu har jeg det som om jeg ikke er mig
og livet slet ikke er mit

Jeg drømmer mig ikke væk
forsvinder bare som vinden blæser
jeg har det udmærket
jeg er udenfor verden
jeg er helt rolig

tirsdag den 23. marts 2010

Skrøbeligt Daggry

Nu sejler månen stille bort bag skoven, som en hale følger mørke skyer over himlen.

Naboens hane ryster fortumlet fjerdragten på plads. En søvnig muldvarp lusker forsinket hjem. En solsort på morgenvagt gurgler hals i fuglebadet, mens en legesyg kat ser nysgerrigt til, afventende.

Nu indtager dagens gudinde scenen. Nu galer den frejdigt derovre, naboens hane. Et tørstigt pindsvin skramler på terrassen, mens solen forsigtigt tager dagens første dansetrin på ladens tag. Med en flad hånd spidser naboen sit syn mod horisonten. Lydene fra dagens første trafik rammer ruden.

mandag den 22. marts 2010

Midt i marts

Røgen fra min nabos skorsten
trækker snorlige streger i morgengryet

rimfrosten har sat sine små hvide huer
på hvert eneste strå i plænen

Spurvene på morgenvagt
puster sig op mod kulden
det er midt i marts
og snegrænsen er stadigvæk alt for tæt på
grå og triste dage gør deres for et mismodigt forår

Katten spiller bold med en kogle
solsorten skælder ud fra æbletræet
Jeg fandt en smuk og ensom forårsblomst
under noget kvas i haven
jeg var næsten sikker på
at jeg kunne mærke solens stråler for en stund

Det blev sent i nat
vi blæste på finanskrisen og drak dyre vine ad libitum
i det fjerne brummer en bus sig op ad bakken mod byen.

onsdag den 10. februar 2010

Tilfældigt Møde

Utålmodigt hager skæbnen sig fast, med ærlige øjne kræver kvinden opmærksomhed.

Han standser et øjeblik og ser sig i hende, som i et sjælespejl, ser han sin rejse som en flugt fra livet selv.

Uopfordret begynder han at fortælle, husker sin vandring som en remse, byer og steder lires af som skolevers.

Løgn på løgn udgør hans forsvarstale. Hun ler ikke engang, fælder ingen tårer, spørg ham bare hvorfor.

Han ved det ikke, troede sig sikker på hvad han søgte, han ved ingenting længere. Kun at noget er sket.

Nu står de i hver sin ende af perronen, som to ukendte faktorer i skæbnens regnestykke.

mandag den 1. februar 2010

Måneskin

.
Den gamle Hr. Måne
er fuld i nat
hænger bare der
og smiler som besat

Sejler over himlen
som en beruset herre
sætter lys på scenen
for mig og så min kære

Månemand vær sød
gå ikke tidlig hjem
for jeg vil give Lone
et varmt og kærligt klem

Når vi har gået tur
i dit måneskin
vil jeg nemlig vove
et kys på hendes kind

Så vil jeg spørge Lone
om hun kan bruge mig
Hr. Måne du kan se
at jeg behøver dig

søndag den 31. januar 2010

Så stod jeg der

.
Tror du jorden kan undvære min vægt?
spurgte du og satte af, før jeg fik svaret nej.

Så stod jeg der, og så dig flyve rundt om månen.
Den runde kugle, du så kærligt kalder din gudinde.

lørdag den 30. januar 2010

Min psykiater

Når min verden bare bliver alt for grå, når lortet ikke fungerer. Når alle dem som jeg helst vil hører sige: Ja, ven! bare siger:
hold kæft, Robert!

Så ender det alligevel med at gå alt sammen, og det takket være min ven og psykiater, Jack Daniels.

Når kæresten bare føjter rundt i byen med veninderne, og det gamle lort nede på gaden ikke vil starte. Når min såkaldte bedste kammerat siger: Ring senere, ik`. og smider røret på.

Når bossen bare råber og skriger. Når jeg ikke kan stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele. Og min bankrådgiver siger: Robert for fanden, tag dig sammen!

Så ender det alligevel med at gå alt sammen, og det takket være min ven og psykiater, Jack Daniels.

Når pantefogeden står ved min dør, og ikke kan finde mere at tage. Når min elskede ikke har ringede i snart flere dage. Og min fedeste Sabbathplade er smæk fuld af ridser.

Så ender det alligevel med at gå alt sammen.