Maleri

Du tog et fast tag i mig, og rev mig ud af mit grænseland, det bekvemme sted, hvorfra jeg kunne overskue både drøm og virkelighed.
Stolt viste du mig rundt og frem, jeg var din sagde du, lod mig i samme håndbevægelse vide, at du aldrig blev min.

Nu piller jeg stumper ud af drømmen, og kæmper febrilsk med at passe dem ind, i dit smukke kolde maleri af virkeligheden.

”Jeg er hjemme klokken fem” sagde du.
Nu spekulerer jeg på hvor jeg vil være til den tid.