Kapitel 1
Det var en møgdag. Efterår og støvregn, vejret passede fint til mit humør og min fysiske tilstand var helt på nulpunktet. Jeg havde brugt fire fridage på at ture rundt på værtshusene i mit gamle kvarter og var vågnet op midt på formiddagen, med tømmermænd og et blåt øje.
Det var telefonen der havde vækket mig, og jeg ærgrer mig stadigvæk over at jeg tog den. Det var chefen i krigshumør, og han var den sidste person jeg havde lyst til at tale med. Efter den sædvanlige prædiken, om min uduelighed og usmagelige livsførelse, kom han endelig til sagen.
”Du har nøjagtig fem minutter, så sidder du her på mit kontor, har du forstået?”
”Ja, selvfølgelig har jeg det, men.. ”
”Der er fandme ikke noget men´ her..” han knaldede røret på.
Åh, hvor jeg dog hader ham, ikke bare fordi han altid nyder at gøre mine tømmermænd endnu værre, det er mere et kronisk had, til hans slags, og det at han ligner min far, gør det ikke et hak bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar