torsdag den 25. marts 2010

Udenfor Verden

Som et vissent stykke løv
bæres jeg rundt fra sted til sted
tænker slet ikke over det længere
lader bare vinden blæse

Efterhånden husker jeg ikke en gang
hvordan angsten føltes
der er intet som er nyt for mig
og intet når at blive gammelt
jeg ser verden blæse forbi
og er så uendeligt ligeglad med det

Min elskede har forladt mig
hun blev bare båret videre
nu har jeg det som om jeg ikke er mig
og livet slet ikke er mit

Jeg drømmer mig ikke væk
forsvinder bare som vinden blæser
jeg har det udmærket
jeg er udenfor verden
jeg er helt rolig

6 kommentarer:

  1. På ein måte vil eg ikkje vere som eit slik stykke lauv, men på same tid verkar det freistande.

    SvarSlet
  2. Jeg har forsøgt at beskrive hvordan vi kan sætte os uden for os selv for ikke at mærke angsten. At være skizoid (splitting/jeg er ikke mig) er en overlevelsesmekanisme, som træder i kraft, når det værst mulige rammer os. Det er selvfølgelig ønskværdigt at være i kontakt med sin kerne, men det kan for nogle være en umulighed for en tid eller hele livet, hvis oplevelsen har skabt nok rædsel. Men dermed ikke sagt, at det er godt at have det sådan.

    K.h. Robert

    SvarSlet
  3. Det var slik eg leste det også. At sjølv om det er ønskverdig å vere i kontakt med kjernen så kan det vere godt å flyge av sted utan å kjenne noko. Likte det.

    SvarSlet
  4. Sådan kan man ha´ det, og så skal man gå ud i naturen. Super.

    SvarSlet
  5. Ja, og så gør det jo ikke spor at det nyligt er blevet forår.

    SvarSlet