Drømmemaler

Du maler smukke billeder med brede drømmestrøg, i spejlet bag dig ser jeg dagen flygte.
”Hvorfor bruge tid på virkelige ting, når drømmene de venter fuld af lykke” Siger du og smiler til dit lærred.
Jeg vil tage dig med under nattens stjerner, og vise dig at livet det er smukt.
Så maler du en himmel fuld af stjerneskud, og ser på mig med blanke måneøjne.
Så går jeg ud i natten, efterlader dig og dine drømme.

Hjemme igen, og dog


Nu forsvinder nattens sidste mørke over tagryggene, kun katten og jeg har endnu øjne. Nu vågner byen under os, som en bjørn efter sit vinterhi, strækker den sine stive lemmer ud mod polerne. Sulten og fuld af længsel rejser den sig og puster gadelygter ud, så langt øjet rækker, ser jeg livet tage form.

Men jeg er ikke rigtigt med, hænger stadigvæk der oppe over Atlanterhavet et sted, med dine dufte, og din smag over alle mine sanser.

Jeg fandt et af dine lange sorte hår, da jeg pakkede kufferten ud i aftes, nu hænger det i min drømmefanger over sengen.
Jeg længes efter de pulserende nætter i din grådige favn, mine skuldre er endnu mærket af dine sidste rifter, en sødmefuld smerte som jeg bærer med glæde.

Katten vil have mere kærlighed, med kløerne i mit lår, trækker den mig ned på jorden, jeg sidder på gulvet, og klør den mellem ørene, saligt lukker den sine øjne, og spinder sig i søvn på mit knæ.

Jeg var inde og lure på digte.dk i nat, hvor har jeg dog savnet dem, disse vidunderlige poeter og deres skønne digte.

Men jeg hænger stadig i vores begær efter livet og hinanden.
”lad lyset brænde” hviskede du.
Og jeg fulgte dine våde fodspor til sengen, som endnu bar varmen fra vores vilde elskov, mellem dine ben glemte jeg mig selv, og det faktum at der kun var få timer, til mit fly skulle lette.

Jeg rejser mig og kikker ud over byen en sidste gang, inden jeg kravler i seng, hvad laver jeg egentlig her, jeg ved det ærligt talt ikke, I morgen vil jeg prøve at finde mig selv.

Som en akvariefisk har jeg intet mål, bare usynlige grænser, og et udsyn til en fremmed verden.

Hun fangede en guldfugl

Når hun var alene og trist, så faldt hun i gennem en lyserød rist.
"Jeg vil hedde Rosa og ikke Louise, jeg vil ha en villa og ikke en flise,jeg vil ha en mand og dejlige unger,jeg vil ikke lytte til giftige tunger"
Mor var på gaden, far var på sprøjten, hun fangede en guldfugl, men straks efter fløj den. I drømmen der sad hun og følte sig sikker, en drøm er et land, og hun ved hvor det ligger.

Forårsgry

Jeg så dig i nat, i din bane over himlens mørke bue, jeg så dig smile lykkeligt over horisonten, jeg mærkede dig som var du endnu her i min favn, i drømmen tabte jeg mine sidste lænker og som dengang lo vi hjerteligt sammen i månelyset.
Fra mit dybe savn så jeg dig flakse om i morgenlyset under det gamle egetræ, og jeg prøvede som i drømmen at nå din bløde hud, men forgæves, du dansede som en søndenvind omkring mig.

Jeg springer ud i det gryende forår og danser om i klitterne, mærker blæsten lege med min sjæl. Lige så let som humlebien, lader jeg mig føre med, og glemmer rent både drømmen og savnet. I det samme vandrer solen over bakketoppene I det fjerne.

Jeg går langs stranden og lægger planer for sommeren.

Natheksen

Natheksen står ved min seng, siger jeg ikke må sove.

”For trolde dæmoner og bæster, står klar og ligger på lur”

så løfter jeg hovedet fra puden og famlende finder mit lys, men før jeg får strøget en tændstik, så er madammen væk.
Først kigger jeg under sengen, så i mit kosteskab, jeg leder forvirret og roder, giver op og sætter mig ned.

”Hvad skete der lige her? Sov jeg mon allerede? var der en heks ved min seng?”

Nu hører jeg mystiske lyde under mit køkkengulv, jeg kravler på alle fire med samtlige sanser på spring. Så mærker jeg til min skræk, at heksen har sat sig til rette, på min ryg som var hun en jockey, og jeg hendes vilde hingst. Så fare vi rundt i huset, møblerne vælter om kuld, hun flår i mit hår og hyler, jeg skriger i smerte og angst.
Og endelig er det ovre, jeg vågner fortumlet og ør, ligger på gulvet i stuen, og tænker "jeg er blevet skør".

De ved ikke bedre

Fredag aften i gågaden, min smukke veninde og mig, vi kan lide at se på vinduer, rose og nedrakke, eller bare beundre og drømme.
Maria er smuk, sort som ravnens skinnende fjer, med mørke øjne der stråler, som diamanterne fra hendes højt elskede moderland. For ikke at nævne alt det indvendige.
I det lille vindfang ved Føtex tager vi en pause, og en smøg, vi smiler med glæde til andre forbipasserende ”vindueskiggere”
Kulden rammer os mere gennemborende nu da vi står stille, Maria gyser og siger,

”fuck hvor er det koldt, jeg fryser som bare …”
I det samme går en mand forbi, kigger på os og siger,

”Så skrid da hjem og pluk bananer, skide abetøs”
Vi tager hinanden under armen, går stumme videre, får ikke set flere vinduer.
For enden af gaden kysser hun min kind, rød og varm trods kulden, mens hun hvisker,

”Tag dig ikke af dem, de ved ikke bedre”

En flyvende vals

Så du mig, da jeg fløj forbi dit vindue i nat, jeg så et lille glimt af dine drømme. Jeg så at også du kunne græde, og jeg fik lyst til at byde dig op til endnu en flyvende vals.

Men da så jeg også tydeligt at mine drømme ikke er dine. Så nu bliver jeg ved jorden med mine flyvske drømme, og letter først igen, når jeg ser dig flyve forbi mit vindue en nat.

Aftenstemning

Fra køkkenet hører jeg børstens travle dans på porcelæn, blande sig med mors forsøg på skønsang.

Fra nabogården høres høje barnestemmer, viklet ind i hundens jubelglam. Kirkens klokker overdøver alt, de spiller ”altid frejdig når du går”

Fra præstens Volvo klikker en ventil, de gule blomster på mit bord, de smiler forårsblidt. Og jeg er fanget på den grønne sofa.

Trolden Gudar & landets hjerteblod

Og det var trolden Gudar som drog ud ved nat, han stjal den unge jomfru som var hans kære skat. Han bar den unge pige på ryggen i en sæk, og i sin kærre kørte han, ad snoede stier væk.

Men pigens far han var skam ingen charlatan, i byen Tørring kendte han en rigtig klogemand.

Han samlede al sin rigdom, i både sølv og guld, og gik til klogemanden med hele kisten fuld. Den kloge mand var vis, det kan du nok forstå, han kaldte sammen hver en kilde, hver en bæk og å, de fulgte troldens spor, helt til Randers stad. Hvor på kuskesædet den onde Gudar sad.

Da trolden druknede med både vogn og hest, så kunne far og datter holde gensynsfest, vandet ligger stadig hvor Gudars spor det lå, i dag der kender vi det blot ved navnet Gudenå.

Der elsker jeg at sidde med min fiskestang, slappe af i sjæl og krop hele dagen lang. Gudenåen er så smuk og lang som nogen flod. Den løber gennem Jylland, som landets hjerteblod.

Da hun kælent sagde skrid

Hun var lige så falsk som en bøf fra McDonald’s, og beregnende som en Tv-reklame. Han halsede efter som en blodhund, savlende i hendes spor.

Han var forelsket som en teenagedreng, og naiv som en 1. klasses skoleelev, drømte aldrig om noget andet ”Bare hendes kærtegn”

Da hun kælent sagde ”Skrid” slikkede han kærligt hendes knæ, lagde sig lydigt ned og sov som er barn.

Det betød faktisk ingenting for ham, om han sov eller var lysvågen, drømmen var den samme.