Fra bagsædet

Dage som ligner liv snegler sig forræderisk af sted, mit spejl smiler som en pokerspiller, alle lyver glædeligt uden blusel.
Jeg magter ikke mit smil i dag, lader det hænge i skabet, og støvsuger gaderne målløst.
”Ja livet gør ondt” siger min kioskdame, og ryster ondskaben ud af dagens avis.
”Det er ikke alle drømme der holder vand” råber hun, da jeg modløst siver ud i strømmen, hvor livet venter med tikkende taxameter.
Fra bagsædet kigger jeg længselsfuldt til, mens morgentimen langsomt svinder.

Opsang til bøller

Da jeg var lille gik mange folk, rundt på gaden med kniv og dolk, og det var slet ikke farligt, måske bare uforsvarligt. Men nu er det blevet forbudt, så burde det jo være slut.
For våben skal slet ikke være, nødvendigt for mennesker at bære, og folk som bliver ved med at bruge, kniv eller dolk til at true, dem kan jeg slet ikke klare, de skulle ha’ smæk i den bare.

Skyklapper

I dag har jeg skyklapper på ørene, venter en stille dag. Himlen var tung i går, og jeg har endnu rester af den hængende på mine skuldrer.
Byens larm har boret i mig hele natten, forgæves lusker postbuddet af, igen her til morgen var jeg ikke modtagelig.

Hemmelig Agent

Det alt for svært at spille fremmed over for dig, næsten umuligt ikke at tage dig om livet, når vi går ved siden af hinanden. Det er slet ikke så sjovt, at være hemmelig agent i dit kærlighedsliv, når jeg bliver liderlig, bare ved at se dig på afstand.

En ø af løgne

Min kioskdame rømmer sig, og kvæler et tilløb til at blande sig i mine rygevaner.
Jeg er træt af at spørge om lov, træt af regler som til evighed tigger om at blive brudt.
Lad mig dog ryge og rejse, over grænser og murer af tavshed.
Jeg drømmer at jeg lever, mærker i vinden hvor verden gik hen, bliver trådt ned af flydende grænser, og selvregulerende love.
”Følg med, følg med!” råber de, jeg læner mig tilbage i sædet, og åbner mine øjne mod en verden af TV og ugeblade.
Jeg drømmer om livet, som en skygge af sig selv, står det nøgent under gadelygten, jeg byder det op til dans, og tænker at det ikke ser så farligt ud.
Jeg længes efter de pulserende nætter, jeg savner de pegende begivenheder, og de måneoplyste flugtveje.
Når jeg vågner fra min virkelighed, og vælger nattens drøm, står du som sædvanlig på lur bag ved døren, jeg har set dig ja, men vil endnu en gang lade som om jeg er alene, på denne ø af løgne.

På Volden bag Christiania. Robert Mørk 2009

Tankespil

Sidder på et lokum i den indre by
tænker ved mig selv, at verden den er syg
Sidder her og lytter til folk jeg ikke kender
tæller at kun to, blandt fem de vasker hænder

Hvad tænker de dog på? Hvad er det de skal nå?
Hvem rækker de en hånd, når de vil hilse på?
Hvor langt omkring i byen kan de bakterier komme?
Nå nu er jeg færdig, mit tankespil er omme.

Underlige dyr

Elefanter er eddermanme nogen underlige dyr, de vader bare rundt derude og vælter træer, og æder alt græsset, de godt nok mærkelige.

Og gider de måske dø, der hvor de nu engang er når de skal dø, næh
de vader sgu selv hele vejen hen til kirkegården, de er da besynderlige.
Og så husker de som et helt bibliotek, for fanden da, de bliver jo oldgamle
”Øh, du Dumbo, kan du huske det træ du åd for 10 år siden?”
”Ja ja da, det var et æbletræ, mums”
Er de ikke bare løjerlige, hva?

Spor

Perronen ligger øde under mig, dagens første tog lader mig vente, kulden holder mig fanget, og du lader mig tænke.

Jeg er tilbage i sort, en krøllet rød cecilpakke daler i skæret fra reklameskiltets blå lys.

Jeg rejste langt i nat, fra din seng og dybt ind i mig selv.
Sporene peger udad, og langt, langt inde i tågen anes morgendagen.

Tømmermænd

Støjen fra mit blods brusen fylder mine ører som en torden, jeg åbner mine øjne efter en bevidstløs drømmeløs nat, solen gør frækt nar gennem persiennens sprækker.
Besværligt kommer jeg op, finder efter få forsøg balancen midt på gulvet, pejler amatøragtigt vejen til badeværelset, undgår behændigt spejlets hånlatter.
Prøver som en gal at huske hvordan vi skiltes ”kan jeg ringe og sige tak for noget som helst, eller undskyld måske” jeg skubber tanken væk under bruserens velgørende stråler.
Mens kaffemaskinens støj sender smertelyn gennem mit hoved, bliver jeg enig med mig selv, om at lade dig føre ordet, når jeg om lidt ringer op.