Digte & minutnoveller. Bare hop i et par minutter. Tag en springtur fra hverdagens tvangshandlinger.
mandag den 30. november 2009
Annonce
Jeg har opfundet en båndoptager, den optager dine drømme i widescreen og technicolor. Den er lille og handy og kan ligge under puden, den koster ikke meget, langt under en halv bundegård.
Og for ligeså lidt i ekstrapris, får du mit allernyeste drømmetydesoftware med oven i hatten.
For den kreative har jeg også udviklet et drømmefilmsklippebord.
Ved hjælp af de medfølgende skabeloner, kan du hurtigt og nemt udskifte ansigter, og andre kropsdele, på eventuelt uheldige aktører i din drømmeverden.
Hele molevitten kan blive dit så nemt som ingenting, sæt blot et kryds, og skriv dit kontonummer (husk også pinkode)
OBS. skynd dig, køb den før din kæreste
venlig hilsen Trebor Krøm, Fuppeplat.com

Henry, eller når en tekst løber løbsk
Nu vil jeg skrive om en mand som går på gaden og drømmer, pludselig bliver han kørt over af en rød Ford Mustang, så han ligger og bløder på bilens kølerhjelm, det er godt at bilen er rød, for så ser det ikke så drabeligt ud. Men jeg syntes af en eller anden grund at det er synd, så jeg skynder mig at skrive det om.
Så nu undgår han behændigt Mustangen og løber over på det modsatte fortov.
Her støder han ind i en smuk og sød pige, hun hedder Alvira og er seksogtyve år, hun smilede et meget sødt smil til ham og han bliver forelsket med det samme. Men da han inviterer hende i biffen, siger hun "Nej, det kan jeg ikke, for jeg er gift og har børn"
Nu bliver manden meget ked af det og er lige ved at græde, så jeg får medlidenhed med ham og skriver det om en gang til.
Så nu er Alvira fri som en fugl fra de varme lande, og sammen går de ind på en cafe for at snakke og blive kærester. Det går meget godt, de smiler og ler til hinanden, men efter 2 kopper kaffe med fløde, siger Alvira, at hun "desværre er lesbisk og forelsket i sin nabokone, Louise"
Men denne gang er jeg mere vågen og jeg skynder mig hurtigt at skrive det om til at manden, som for øvrigt hedder Henry, slet ikke er forelsket i Alvira, han er bare ude på at udnytte hende, på en grim og egoistisk måde. For det viser sig nemlig at han er en stymper, og en hjerteløs Don Juan.
Så bliver jeg rigtig sur, for det anede jeg slet ikke noget om. Så nu rejser Henry sig pludselig op fra sin stol og styrter ud på gaden, hvor han bliver kørt over, af en hvid Mustang.
Og denne gang er jeg iskold, så nu må han bare ligge og bløde, til der kommer en ambulance. Så kan han lære det, kan han.

En helt almindelig dag. 4
4. minutafsnit: Slagsmålet begynder
Endelig fik jeg mæglet,
”Hr. betjent, jeg ved ikke hvem hun er, det er en jeg har samlet op, hun…” Nu begyndte hun at skrige og pege på mig.
”Rolig frøken, har han gjort dem noget?”
Han åbnede i det samme bildøren og rev mig ud, jeg endte på maven i et føregreb, hans makker kom løbende,
”hvad sker der der´ Lars Peter?”
Min betjent satte et knæ i ryggen på mig, jeg bevægede mig ellers ikke, men råbte og skreg, i et forsøg på at forklarer mig.
”Nu må du heller lukke, klokken er 18.22 og du er anholdt, du…” han blev afbrudt, da den afsindige pige kastede sig mod ham, hun ramte med neglene først. Hans makker nåede op til os og kastede sig ind i kampen, tøsen fik fat i hans hår og rev ham ned mod jorden.
For forbipasserende, må det have været et vildt syn.

En helt almindelig dag. 3
3. minutafsnit: Ordensmagten dukker op
Heldigvis var pigen uskadt, jeg slap med en lille skramme i panden. Hun var blevet helt lødløs, hun så bare på mig med store forskrækkede øjne. Jeg prøvede igen, parat til at forsvare mig,
”Er du okay”
Men denne gang begyndte hun blot at græde stille. Et ansigt dukkede op i vinduet. Det var politiet,
”Goddag hr. det var nok ikke så heldigt, har vi et førerbevis som jeg må se?”
Han fik det og trådte et skridt tilbage, for at besigtige skaderne,
”Nå, du er da sluppet billigt. Så du overhovedet at det var en politibil du ramte?”
Jeg stirrede på ham, men kunne ikke få et ord frem.
”Tag nøglen ud, og giv den til mig” han trådte hen til bilen, stak hovedet næsten helt ind i kabinen, og snuppede selv nøglen, han kikkede over på pigen som sad og snøftede,
”Og hvad med fruen der? Har de drukket hr.? klare de dem frue?”

søndag den 29. november 2009
Korsveje 1
Jeg tæller langsomt til tre, og træder et skridt tilbage, Og står nu "med begge fødder på jorden" jeg ser os igen helt tydeligt.
Af og til kan det være nødvendigt, at bide smerten i sig og erkende nederlaget, at tvinge øjnene op midt i den sødeste søvn og se sort som sort.
Jeg troede at det var muligt, bare at vende ryggen til og vælge en anden vej, men nej, tværtimod, så står jeg nu midt i det ”i lort til halsen” ville du nok have sagt, men dig kan jeg jo ikke spørge.
For satan, hvordan kunne du? hvad er det du har valgt? udover at du har valgt os andre fra, hvor ville du hen? troede du virkelig at der er noget på den anden side? Nu står jeg her og ser mig omkring, alt ligger i stumper og stykker ”Kærligheden binder sammen” var det dig, der engang sagde det?
"Kærligheden er noget lort" tænker jeg og ser Lailas ryg skælve, hendes gråd larmer som et vandfald i mine ører.
For længe siden ville jeg have sparket til møblerne og gået på druk. vi er så langt ude nu, at et forsoningsknald ikke ville løse en skid, og hvem kan i det hele taget tænke på pik og patter i sådan en situation. Nej, jeg gør det fand’me ikke igen, nu samler jeg min jakke op fra gulvet, jeg vil lade lortet flyde som det gør, og forlade den synkende skude. Som en kryster lusker jeg af. uden et ord finder jeg hoveddøren og lukker den forsigtigt efter mig. Trappeskakten virker som et velkomment dyb, da jeg i løb forsvinder de tre etager ned.

Ungdom
Glimt 1
Det var Max & Keller & Kukker & Orla & Tommy & mig. Det var sommeren ’71, på piller, på flugt & på sprut. Vi fløj gennem byen, på vinger af stof. Vi levede af alt hvad der blinkede & larmede & lokkede med lykke & liv. Vi var unge & vilde & delte en drøm, om et liv som kunne føles & mærkes.

Nåstrupnyt!!.
"Den gamle mand"
Her i Nåstrup hvor jeg bor, har vi en ganske særlig gammel mand.

Jeg har set ham samle gammelt plastik op, han holdt det i hånden, som en dyr og sjælden skat, og bar det hjem med et saligt smil på munden. Jeg har set ham sidde på en trappesten en nat, med en knækket gren i sin hånd, han så på grenen, som var den en sjælden orkidé, han løftede den til læberne og kyssede den blidt, jeg så en tåre trille da jeg slentrede forbi.
Jeg ved også hvor han bor, jeg har set den gamle have, hvor han har de mange ting. På hans grund står gamle skure, af blik og træ. Og der er en pinlig orden, omkring huset hvor han bor.
Folk i byen griner, jeg har hørt dem tale ondt. ingen af dem ser hans store glæde, jeg tror næppe at han ønsker sig et andet liv, end det han har.
Men flere af de andre, som går rundt og ler i smug, har det ikke som de ønsker, men går rundt og mangler mod, til at gøre det med livet, som de inderst inde vil.
En helt almindelig dag - del 2
2. minutafsnit: Dødskørsel
Jeg kastede mig ind i bilen, og fik åbnet i passagersiden, på et splitsekund lå hun i sædet. Jeg fik sluppet håndbremsen og manden fik ladt geværet. Bilen sprang frem, da jeg endelig fik den i gear og den første ladning hagl ramte bagruden, da vi slingrede væk.
Jeg fik hurtigt styr på bilen og satte farten op, i bakspejlet kunne jeg se galningen blive mindre. Mit hjerte hamrede, og pigen ved siden af, gispede efter vejret.
”Er du okay” spurgte jeg
Hun hylede igen, og begynde at slå løs på min skulder, som en hidsig trommeslager, jeg satte afværgende min hånd op for at beskytte mig, Og så skreg hun,
”Hold fingrene fra mig, din perverse stodder!”
Jeg prøvede at fange hendes arme, men så gik hun helt amok, hun rejste sig halvt op i sædet og begyndte at rive i rettet, nu slingrede bilen for alvor og vi strejfede en modkørende bil og landede i rabatten.

En helt almindelig dag - del 1
1. minutafsnit: En blaffer med store øjne
Da jeg kom rundt i svinget, stod hun der pludselig, midt på vejen. Det var en ung pige, hun stod og svingede med armene over hovedet. Jeg fik hurtigt standset vognen, og straks begyndte hun at flå i døren. Jeg sprang ud på kørebanen. Hun stirrede på mig med vilde øjne og åben mund, men der kom ikke en lyd fra hende. Hun pegede ud i luften, med den ene hånd, mens den anden stadigvæk rev i den låste dør.
Før jeg fik sagt noget, lød der et ordentligt brag, og endelig kom der lyd ud af pigen. Hun skreg og hylede som en vanvittig, og i grøften bagved hende, så jeg i det samme et uhyggeligt syn. En stor mand, kun iført jagtgevær og lange underbukser, med strittende hår og langt vildt skæg. Han knækkede geværet og tømte to brugte patroner ud på jorden.

lørdag den 28. november 2009
Drømmemaler
Du maler smukke billeder med brede drømmestrøg, i spejlet bag dig ser jeg dagen flygte.
”Hvorfor bruge tid på virkelige ting, når drømmene de venter fuld af lykke” Siger du og smiler til dit lærred.
Jeg vil tage dig med under nattens stjerner, og vise dig at livet det er smukt.
Så maler du en himmel fuld af stjerneskud, og ser på mig med blanke måneøjne.
Så går jeg ud i natten, efterlader dig og dine drømme.

Hjemme igen, og dog
Nu forsvinder nattens sidste mørke over tagryggene, kun katten og jeg har endnu øjne. Nu vågner byen under os, som en bjørn efter sit vinterhi, strækker den sine stive lemmer ud mod polerne. Sulten og fuld af længsel rejser den sig og puster gadelygter ud, så langt øjet rækker, ser jeg livet tage form.
Men jeg er ikke rigtigt med, hænger stadigvæk der oppe over Atlanterhavet et sted, med dine dufte, og din smag over alle mine sanser.
Jeg fandt et af dine lange sorte hår, da jeg pakkede kufferten ud i aftes, nu hænger det i min drømmefanger over sengen.
Jeg længes efter de pulserende nætter i din grådige favn, mine skuldre er endnu mærket af dine sidste rifter, en sødmefuld smerte som jeg bærer med glæde.
Katten vil have mere kærlighed, med kløerne i mit lår, trækker den mig ned på jorden, jeg sidder på gulvet, og klør den mellem ørene, saligt lukker den sine øjne, og spinder sig i søvn på mit knæ.
Jeg var inde og lure på digte.dk i nat, hvor har jeg dog savnet dem, disse vidunderlige poeter og deres skønne digte.
Men jeg hænger stadig i vores begær efter livet og hinanden.
”lad lyset brænde” hviskede du.
Og jeg fulgte dine våde fodspor til sengen, som endnu bar varmen fra vores vilde elskov, mellem dine ben glemte jeg mig selv, og det faktum at der kun var få timer, til mit fly skulle lette.
Jeg rejser mig og kikker ud over byen en sidste gang, inden jeg kravler i seng, hvad laver jeg egentlig her, jeg ved det ærligt talt ikke, I morgen vil jeg prøve at finde mig selv.
Som en akvariefisk har jeg intet mål, bare usynlige grænser, og et udsyn til en fremmed verden.
Hun fangede en guldfugl
Når hun var alene og trist, så faldt hun i gennem en lyserød rist.
"Jeg vil hedde Rosa og ikke Louise, jeg vil ha en villa og ikke en flise,jeg vil ha en mand og dejlige unger,jeg vil ikke lytte til giftige tunger"
Mor var på gaden, far var på sprøjten, hun fangede en guldfugl, men straks efter fløj den. I drømmen der sad hun og følte sig sikker, en drøm er et land, og hun ved hvor det ligger.

fredag den 27. november 2009
Forårsgry
Jeg så dig i nat, i din bane over himlens mørke bue, jeg så dig smile lykkeligt over horisonten, jeg mærkede dig som var du endnu her i min favn, i drømmen tabte jeg mine sidste lænker og som dengang lo vi hjerteligt sammen i månelyset.
Fra mit dybe savn så jeg dig flakse om i morgenlyset under det gamle egetræ, og jeg prøvede som i drømmen at nå din bløde hud, men forgæves, du dansede som en søndenvind omkring mig.
Jeg springer ud i det gryende forår og danser om i klitterne, mærker blæsten lege med min sjæl. Lige så let som humlebien, lader jeg mig føre med, og glemmer rent både drømmen og savnet. I det samme vandrer solen over bakketoppene I det fjerne.
Jeg går langs stranden og lægger planer for sommeren.
Natheksen
Natheksen står ved min seng, siger jeg ikke må sove.
”For trolde dæmoner og bæster, står klar og ligger på lur”
så løfter jeg hovedet fra puden og famlende finder mit lys, men før jeg får strøget en tændstik, så er madammen væk.
Først kigger jeg under sengen, så i mit kosteskab, jeg leder forvirret og roder, giver op og sætter mig ned.

”Hvad skete der lige her? Sov jeg mon allerede? var der en heks ved min seng?”
Nu hører jeg mystiske lyde under mit køkkengulv, jeg kravler på alle fire med samtlige sanser på spring. Så mærker jeg til min skræk, at heksen har sat sig til rette, på min ryg som var hun en jockey, og jeg hendes vilde hingst. Så fare vi rundt i huset, møblerne vælter om kuld, hun flår i mit hår og hyler, jeg skriger i smerte og angst.
Og endelig er det ovre, jeg vågner fortumlet og ør, ligger på gulvet i stuen, og tænker "jeg er blevet skør".

De ved ikke bedre
Fredag aften i gågaden, min smukke veninde og mig, vi kan lide at se på vinduer, rose og nedrakke, eller bare beundre og drømme.
Maria er smuk, sort som ravnens skinnende fjer, med mørke øjne der stråler, som diamanterne fra hendes højt elskede moderland. For ikke at nævne alt det indvendige.
I det lille vindfang ved Føtex tager vi en pause, og en smøg, vi smiler med glæde til andre forbipasserende ”vindueskiggere”
Kulden rammer os mere gennemborende nu da vi står stille, Maria gyser og siger,

”fuck hvor er det koldt, jeg fryser som bare …”
I det samme går en mand forbi, kigger på os og siger,

”Så skrid da hjem og pluk bananer, skide abetøs”
Vi tager hinanden under armen, går stumme videre, får ikke set flere vinduer.
For enden af gaden kysser hun min kind, rød og varm trods kulden, mens hun hvisker,

”Tag dig ikke af dem, de ved ikke bedre”
En flyvende vals
Så du mig, da jeg fløj forbi dit vindue i nat, jeg så et lille glimt af dine drømme. Jeg så at også du kunne græde, og jeg fik lyst til at byde dig op til endnu en flyvende vals.
Men da så jeg også tydeligt at mine drømme ikke er dine. Så nu bliver jeg ved jorden med mine flyvske drømme, og letter først igen, når jeg ser dig flyve forbi mit vindue en nat.
torsdag den 26. november 2009
Aftenstemning
Fra køkkenet hører jeg børstens travle dans på porcelæn, blande sig med mors forsøg på skønsang.
Fra nabogården høres høje barnestemmer, viklet ind i hundens jubelglam. Kirkens klokker overdøver alt, de spiller ”altid frejdig når du går”
Fra præstens Volvo klikker en ventil, de gule blomster på mit bord, de smiler forårsblidt. Og jeg er fanget på den grønne sofa.
Trolden Gudar & landets hjerteblod
Og det var trolden Gudar som drog ud ved nat, han stjal den unge jomfru som var hans kære skat. Han bar den unge pige på ryggen i en sæk, og i sin kærre kørte han, ad snoede stier væk.
Men pigens far han var skam ingen charlatan, i byen Tørring kendte han en rigtig klogemand.
Han samlede al sin rigdom, i både sølv og guld, og gik til klogemanden med hele kisten fuld. Den kloge mand var vis, det kan du nok forstå, han kaldte sammen hver en kilde, hver en bæk og å, de fulgte troldens spor, helt til Randers stad. Hvor på kuskesædet den onde Gudar sad.
Da trolden druknede med både vogn og hest, så kunne far og datter holde gensynsfest, vandet ligger stadig hvor Gudars spor det lå, i dag der kender vi det blot ved navnet Gudenå.
Der elsker jeg at sidde med min fiskestang, slappe af i sjæl og krop hele dagen lang. Gudenåen er så smuk og lang som nogen flod. Den løber gennem Jylland, som landets hjerteblod.
Da hun kælent sagde skrid
Hun var lige så falsk som en bøf fra McDonald’s, og beregnende som en Tv-reklame. Han halsede efter som en blodhund, savlende i hendes spor.
Han var forelsket som en teenagedreng, og naiv som en 1. klasses skoleelev, drømte aldrig om noget andet ”Bare hendes kærtegn”
Da hun kælent sagde ”Skrid” slikkede han kærligt hendes knæ, lagde sig lydigt ned og sov som er barn.
Det betød faktisk ingenting for ham, om han sov eller var lysvågen, drømmen var den samme.
Amsterdam
Det var i Amsterdam vi traf hinanden. jeg husker endnu natten på cafeen, jeg husker hvert er splitsekund der fra, skønt det jo ikke mere har betydning.
Hver gang dit smil det ramte mig ved bordet, hver gang din hånd tilfældigt strejfede min, hver gang vi prøvede på at tale sammen, og endte med at grine af os selv.

Vi talte hvert sit sprog, men vi flød sammen, som vandet i de hollandske kanaler.
Vi gik langsomt hjem, ad smukke morgenstille gader, så tæt som skulle vi aldrig skilles mere.
Dagen kom med lys og smukke løfter, før vi gik hver til sit med fyldte sind.
Nu flyver mine tanker tit og ofte, tilbage til den smukke gamle by, jeg mærker dine kys og alt din varme, og fyldes op med håb og fryd og savn. Jeg ved du også går et sted derude, og har en lille bid af mig endnu.
****
Han har gemt sig
Lydene banker ned over ham, bilernes kegler af lys, fejer over væggene fra det lille vindue lang oppe under loftet. Han har gemt sig, nu i flere uger, væk fra alt det onde, alt det gamle, alt det nye.
De folk som går i gaderne om natten, han frygter dem, de kender ham, han kender ingen selv, han savner ingen mere, kun flugten gør ham tryg. De jager ham der oppe, kun gud han ved hvorfor.
Men det er længe siden nu, de tog ham sidste gang.
Nu kommer de igen, de høje mørke stemmer, han gemmer hovedet mellem sine ben. Vil ikke høre det de går og siger, vil ikke gøre det, de siger han skal. Han rejser sig og løber rundt i rummet, han skriger for at overdøve dem.
Bilerne med deres hvide kegler, de køre langsomt søgende forbi.
I går der stjal han mad fra gårdens katte, men sulten gnaver atter i ham nu, hvor stemmerne er blevet svage, og sveden løber fra hans kolde krop. I går der stod han på den gamle bro og drømte om at turde lade sig falde.
Septembers stille vals
Dagen breder sig forsigtigt på facaden, danser lystigt om med solens første skin. Katten dejser om på køkkengulvet, mæt af jagt og kattemad og kram.
En sky så blød som lammeskind, har lagt sig som en dyne i min have. Solen gør så et yndefuldt et hop, den glider ned ad tagets våde sten. Så lander den i bedet med tomater, og breder sine gyldne arme ud. Mens alle havens blomster holder vejret, danser den så yndefuldt septembers stille vals.
Hunden går en runde langs med hækken, samler dufte fra den morgenstille by. En søvnig solsort på sin gren i egetræet, fløjter højt signalet for at natten er forbi.
Natmesterens enetale
Når solen går ned her i min vestelomme, så åbner jeg min pose, og lukker månen ud. Jeg former den efter mit eget humør, og lader den sejle over himlens stille hav. I denne smukke forårsnat, skal den være rund og smilende, fuld af gyldne løfter lader jeg den danse himmelbuen rundt.
Jeg vil lade den drysse sit tryllestøv over dine drømme, og når du vågner; vil alt være godt.
Springet
Når hr. Vinter sådan pludselig tager springet, ud af skabet som en anden transvestit, danser på mit bord i sommerkjole, og får hunden til at te sig som en hvalp. Så bliver jeg nok engang forelsket, i et liv som det er værd at leve.
Giftpilene
Så fik jeg den, ordene blev skudt gennem lokalet, du talte til mig, så på mig, men giften var møntet på andre ører. Jeg vidste du godt vidste og alligevel, vi skulle jo følges hjem. I lygtepælenes skygger lyste giftpilene grønt.
”Er det det du vil?” spurgte du honningsødt, gennemborende
”Ja hvis du ikke vil” jeg sendte tordenskyer ud over os begge. Vidste ikke hvad jeg ville, hvad du ville, ville bare være ond, sårende.
Jeg stod længe ved lågen og røg, lod dig bare græde, lod dig løbe.
Senere da du sov, fugtig af sved og tårer, sad jeg i stuen, fyldt af had til mig selv, fyldt af kærlighed til dig.
Følte mig tom og gennemsigtig.

Glemsel
Med et kvælende livtag kaster jeg mig ud i glemslen og lander tungt ved kirkens lukkede dør.
”Næste gudstjeneste søndag kl. 10,30” lover et skilt, det er kun torsdag. Jeg knæler mellem to hvide folkevogne på parkeringspladsen og idømmes taknemmeligt en hel perlerække af ave maria’er.
Som en søvngænger tumler jeg videre og stopper fuld at trøstetrang foran byens andet store tempel. Købmanden smiler lokkende gennem ruden, i hans køledisk famler jeg og finder 6 kolde elefanter.
Med øl og 20 Cecil under armen, lander jeg som en vingeskudt bombeflyver, i parken med det tilstoppede springvand.
På en bænk bruger jeg resten af dagen, på at spærre dig inde bag lås og slå, i min overfyldte glemselshjerne.

Provence
Vi havde siddet i hver sin ende af bussen hele vejen fra Paris. Jalousien bed og flåede i os begge, dumme undskyldninger og pinlige optrin, havde helt ødelagt den romantiske sidste nat i byernes by.
”for satan da hvor vi elskede hinanden i den tid, havde ikke kunne flås hver for sig i mange døgn”
Og så dette tilfældige møde på Pont Marie, min ex på bænken og dig som absolut ville gå alene tilbage
”vi ses i bussen” sagde du og var væk.
Jeg vidste jo godt at du hadede hende, men jeg gjorde ikke. Med vilje overså dit blik, da det tydeligt fortalte ”at jeg ikke skulle falde i snak med hende”
Og senere, da jeg trådte ind i bussen og du tæt omslynget med Anders, den nar, bare sagde hej og kiggede hurtigt væk. Var det tydeligt at banen var kridtet, vi havde valgt våben.
Nu sad vi der, prøvede som gale at tyde hinandens sorte blikke.
på stranden Plage de Miramar i La Londe, lagde jeg mig langt væk, med tomt blik på det store blå hav, jeg husker ikke hvor længe, eller hvor mange grå skyer jeg nåede at tælle. Men jeg husker at du pludselig lå på min ryg, og med våde læber, hviskede ”fjols, jeg elsker dig”
Jeg glemmer ikke hvor vi elskede hinanden den nat på bussens tag. Jeg glemmer ofte, at det slet ikke var nemt at elske så stærkt.

lyserød dag
Bliv i mine drømme, bider du i mit øre, og hvisker mig kyssende ud i virkeligheden.
Som en tosset skoledreng, cykler jeg døden i øjnene gennem morgentrafikken.
Laver papirsflyvere og tegner hjerter i mine mapper hele formiddagen, smiler chefen rød og rund i ansigtet. Tager telefonen og siger hej skat, hver gang det kimer for mine ører, jeg bygger fjollede ordrim af dit navn, og glemmer igen og igen at jeg allerede har sendt dig tre floragrammer.
På hjemvejen glemmer jeg cyklen, og danser tango med lygtepælene. Hos bageren griner jeg hjerteligt, og køber favnen fuld af dine yndlingskager. På vej op af trapperne når jeg i farten at forfatte endnu et genialt elskovskvad.

Abonner på:
Opslag (Atom)